Københavns Kommune opfordrer alle dens chefer til i videst muligt omfang at sende administrative ansatte hjem, oplyser Københavns Kommune.
På et pressemøde mandag opfordrede sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) til at virksomheder og kommuner i 18 kommuner arbejder hjemmefra.
Københavns Kommunes overborgmester Frank Jensen (S) oplyser, at opfordringen til at administrative medarbejdere arbejder hjemmefra som udgangspunkt vil gælde de næste 14 dage.
Herefter vil myndighederne revurdere situationen.
Opgaver der ikke kræver tilstedeværelse skal klares hjemmefra
Frank Jensen skriver i et opslag på Facebook, at Københavns Kommune vil iværksætte flere tiltag for at stoppe smitten.
- Det indebærer blandt andet, at opgaver, der ikke kræver tilstedeværelse for kommunens medarbejdere, skal klares hjemmefra. Samtidig med, at kommunen løser alle sine opgaver. Det vil derfor i høj grad dreje sig om administrative medarbejdere – kontoransatte, HR-medarbejdere, økonomer og jurister, der kan arbejde hjemmefra, skriver overborgmesteren.
Også Ballerup Kommune oplyser til Ritzau, at cirka halvdelen af kommunens medarbejdere vil komme til at arbejde hjemmefra.
Det gælder særligt medarbejdere i administrative stabsfunktioner uden direkte borgerkontakt og kommer ligesom i Københavns Kommune til at gælde i 14 dage.
Mandag oplyste Odense Kommune ligeledes til DR Nyheder, at de vil sende omkring 2000 medarbejdere hjem.
- Vi vil sende de medarbejdere hjem, hvor det kan lade sig gøre. Vi har en række administrativt ansatte medarbejdere, som godt kan arbejde hjemmefra, og det vil vi tage initiativ til, siger stadsdirektør i Odense Stefan Andersen til DR Nyheder.
Fakta
Som Odense er en af de 18 kommuner, der er omfattet af særlige tiltag. I hovedstadsområdet er der tale om i alt 17 kommuner:
- Albertslund Kommune
- Ballerup Kommune
- Brøndby Kommune
- Dragør Kommune
- Frederiksberg Kommune
- Gentofte Kommune
- Gladsaxe Kommune
- Glostrup Kommune
- Herlev Kommune
- Hvidovre Kommune
- Høje-Taastrup Kommune
- Ishøj Kommune
- Københavns Kommune
- Lyngby-Tårbæk Kommune
- Rødovre Kommune
- Tårnby Kommune
- Vallensbæk Kommune