Flere kommuner har besluttet at hjemsende medarbejdere efter en stigning i corona-smitten. Sundheds- og Ældreministeriet udsendte mandag information om ”udbrudshåndtering i Københavnsområdet og Odense Kommune”, bl.a. med en opfordring til ”hjemmearbejde i videst muligt omfang på offentlig og private arbejdspladser” i 18 konkrete kommuner.
Tiden er tumultarisk og problematisk på flere måder, og løbende konstateres der nye udviklinger, og nye tiltag iværksættes. I denne store sammenhæng kan HK Kommunals kursustilbud med fysisk fremmøde være en lille detalje, men disse kurser og temadage kan være gode og vigtige som bidrag til at sikre medlemmerne en central rolle i fremtidens kommuner og regioner.
Vi håber, du som TR vil være med til at udbrede kendskabet til nedenstående tilbud til medlemmerne. Alle kursussteder er meget opmærksomme på reglerne om afstand og hygiejne. Har du udfordringer i forhold til at få din ledelses accept af medlemmernes deltagelse, må du meget gerne kontakte din HK-afdeling. Vi vil gerne have opsamlet erfaringer, høre om muligheder og hjælpe med at overvinde eventuelle begrænsninger.
GRUNDLÆGGENDE IT-FORSTÅELSE - FOR ALLE MEDLEMMER
Der er 12 ledige pladser på en temadag 21. september i København, hvor man kan få overblik over it og digitalisering og få styr på de vigtige teknologier, begreber og koncepter. Deltagelse kræver ingen særlige forudsætninger, og er henvendt til alle, der ønsker en grundlæggende forståelse af, hvad it er, og hvordan det styres. Fx dig, som ikke selv er it-professionel, men ønsker en bedre forståelse for it. Eller dig, som arbejder med it, men ikke har en it-faglig baggrund.
Lokalet, hvor temadagen afholdes, har egentlig plads til 100, men antallet af deltagere er begrænset til 40, så opfordringen om at holde tilstrækkelig afstand kan efterleves.
Bliv fremtidens lægesekretær
Nyt kursus over tre dage, hvor lægesekretærer bliver klogere på den digitale udvikling og får viden til at kunne byde sig til, når der skal automatiseres på arbejdspladsen. I Hovedstaden er kurset allerede overtegnet, men der er oprettet en venteliste. I de øvrige regioner er der ledige pladser.
Læs mere om kurserne "Fremtidens lægesekretær" og find link til tilmelding her.
Bemærk, at kurset er for menige lægesekretærer. Ledende lægesekretærer opfordres til at deltage i kurset ”Fremtidens HK-ledere”. Der er oprettet kurser i hhv. Roskilde og Århus i november 2020.
Alle tillidsrepræsentanter – også for andre end lægesekretærer – har fået tilbud om kurset ”Grib digitaliseringen og få dine kolleger med”. Der er fem kurser i hhv. Øst- og Vestdanmark i 2021. Se kurserne her. (Linket er udløbet pr 18/3 2021)