En kvinde og to mænd og en forstørret stabel af mønter.

Du skal bruge din seneste lønseddel, 3-4 minutter af din tid og en NemId-nøgle eller dit HK-kodeord. Det er din genvej til måske at berige dig selv hen ad vejen. Og til at skaffe andre medlemmer flere penge mellem hænderne.

Det lyder måske som en Olsen-banden-kup, men det er det ikke. Du bliver hverken millionær eller mister det hele. Til gengæld er sandsynligheden for med jævne mellemrum at få flere penge mellem hænderne større, hvis du bruger værktøjet korrekt.
Værktøjet er HK’s årlige lønstatistik. Og netop nu samler vi tal ind til den nye statistik for 2020.

Indsend dine lønoplysninger

Du kan få hjælp
Forudsætningen for, at værktøjet virker, er at flest muligt bidrager med at indsende deres løntal, fortæller Kim Jung Olsen, der er faglig chef i HK Privat:

- Jo flere, der sender lønoplysninger ind, desto mere valid bliver tallene i statistikken selvfølgelig. Dem kan du selv få gavn af til din egen lønforhandling. Og HK bruger faktisk også tallene i forbindelse med alle overenskomstforhandlinger for at forbedre de generelle løn og arbejdsvilkår.

Måske har du allerede fået en mail fra HK med titlen ”Får du nok i løn?”, hvor vi opfordrer dig til at indberette tallene. Her får du både muligheden for at indberette tallene selv digitalt eller at blive ringet op og få hjælp til det. Eller måske har du hørt om årets indsamling af lønoplysninger fra din tillidsrepræsentant.

Lige meget hvad kan du altid selv taste dine tal ind på www.hk.dk/oplysloen - skulle oplysningerne ligge der i forvejen, vil din tillidsrepræsentant kunne se, at du allerede selv har været til tasterne.

7 gode grunde til at sende løntal ind til lønstatistikken

  1. Du kan få en lønrapport, så snart indsamlingen er færdig, så du kan se, hvad du burde få i løn lige nu.
  2. HK’s lønstatistik er det bedste værktøj til enhver af dine lønforhandlinger.
  3. Jo flere, der er med, desto bedre og mere præcis bliver statistikken.
  4. HK’s lønstatistik er kun for medlemmer.
  5. Mange andre får glæde af tallene i HK Lønstatistik. Sidste år blev lønstatistikken brugt 116.924 gange.
  6. Dine oplysninger bliver indsamlet i fuld fortrolighed og bliver anonymiseret i statistikken, der ligger på hk.dk/loentjek.
  7. Du kan vinde en IpadAir eller biografbilletter ved at indberette dine lønoplysninger.