- Uacceptabelt grænsende til det arrogante. Sådan lyder det fra HK Kommunals næstformand, Mads Samsing, om den københavnske beskæftigelsesborgmester Cecilia Lonning-Skovgaards (V) beslutning om fortsat at lade jobcentermedarbejdere føre fysiske samtaler med de ledige.
Beskæftigelsesborgmesterens corona-politik kolliderer ifølge Mads Samsing med de ansvarlige myndigheders anbefaling om, at ansatte skal arbejde hjemme i videst muligt omgang.
- Der er jo en ganske god grund til, at Sundheds- og Ældreministeriet giver nogle klare anbefalinger, der kan bidrage til at stoppe smittespredningen. Når beskæftigelsesborgmesteren vælger at sidde de anbefalinger overhørig, udsætter hun både borgere og medarbejdere for unødig smittefare, siger Mads Samsing.
I langt hovedparten af de kommuner - heriblandt 17 hovedstadskommuner samt Odense Kommune - myndighedernes anbefalinger er rettet mod, har man ellers valgt at lade flertallet af for eksempel jobcentrenes sagsbehandlere arbejde hjemme. København hører til blandt de ganske få undtagelser.
Borgmester går enegang
Næstformanden peger også på, at beskæftigelsesborgmesteren med sin corona-politik er ude af trit med såvel sin overborgmester, Frank Jensen (S), som med langt hovedparten af de andre kommuner, der har forhøjet smittespredning.
- Andre myndigheder kan til forskel fra den københavnske beskæftigelsesforvaltning sagtens finde ud af at handle ansvarligt ved at lade hovedparten af de administrative medarbejdere arbejde hjemme. Jobcentermedarbejderne er oven i købet blandt dem, der har allermest borgerkontakt ansigt til ansigt. At lade netop den medarbejdergruppe møde borgerne fysisk er udtryk for en eklatant fejlvurdering, siger Mads Samsing.
Telefoniske møder skaber resultater
At beskæftigelsesborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard er på gal kurs i corona-politikken bliver ifølge Mads Samsing også understreget af, at den aktive beskæftigelsespolitik kan fortsætte med god kvalitet, selv man lader de ansatte arbejde hjemmefra.
- Alle erfaringer fra forårets corona-nedlukning viser jo, at digitale og telefoniske møder med borgerne i høj grad skaber resultater. Jeg forstår ærligt talt ikke, hvorfor beskæftigelsesborgmesteren i København gør og siger, som hun gør. Det er uansvarligt over for både borgere og medarbejdere, lyder det fra HK Kommunals næstformand.