- Jeg klappede i mine små hænder, da tidlig tilbagetrækning for alvor begyndte at fylde på den politiske dagsorden, for det bliver vanskeligere og vanskeligere at holde til det her.

Ordene kommer fra William. Han er lige blevet 61 år og er en af de HK’ere, som kan se tilbage på et langt arbejdsliv. Et arbejdsliv, som begyndte i 1976, da William blev ansat som arbejdsdreng på en maskinfabrik. I sin tid på fabrikken var William ude for en arbejdsulykke, som kostede ham den ene pegefinger. Men det er ikke ulykken, som mærker ham. Han er heller ikke plaget af smerter, fortæller William. Arbejdslivet har sat sig sine spor på en anden måde.

- Jeg har haft kontorarbejde siden 1996, så det er ikke så meget fysikken, der bekymrer mig. Det er rent mentalt, at problemet er. Efter næsten 45 år på arbejdsmarkedet er man sgu ved at være træt i hovedet.

Tidligere har William ellers altid været glad for at arbejde. Efter 10 år hos DSB, uddannede han sig indenfor IT. Derefter tog han videre til Banedanmark. Men her gik det galt

- Efter ca. 18 år hos Banedanmark gik jeg ned med depression og stress på grund af ændrede arbejdsforhold samt pres fra ledelsen. Jeg havde humørsvingninger, og jeg isolerede mig mere og mere. Jeg ville ikke være sammen med andre mennesker. Så jeg havde f.eks. svært ved at tage ud og handle. Hvis jeg gik i butikken, følte jeg, at jeg gik inde i en boble, og så skulle jeg bare ud så hurtigt som muligt, siger William.

William var sygemeldt i halvandet år, hvorefter han blev fyret fra Banedanmark for ca. ni år siden. Han har siden da haft andre job. De fleste af dem midlertidige ansættelser gennem et vikarbureau eller med løntilskud. Men selv om han har været glad for dem, har det også været hårdt. Det, der skete, tynger ham. Frygten for igen at blive skubbet ud over kanten og havne i stress og depression påvirker William:

- Når man bliver presset ud i stress og depression over så lang tid, forsvinder det aldrig helt. Det var også det, psykologerne sagde dengang. Det har gjort det sværere og sværere at komme ovenpå. Over 40 år på arbejdsmarkedet er rigeligt, hvis man ikke skal blive en belastning for samfundet, og jeg skal helst ikke presses ud i en situation, hvor jeg går ned med flaget igen. Jeg vil have muligheden for et godt otium, uden at blive en belastning for samfundet.

Derfor krydser William alt, hvad han har for, at han kan få lov til at trække sig tilbage, før det kommer så vidt. Og han har et klart ønske til politikerne:

- Det jeg håber på er, at man får en chance for at kunne bevise, at man har haft de år på arbejdsmarkedet, selvom data ikke er indberettet i ATP. Indbetalingerne for ungarbejdere 16-18 år blev først vedtaget september 1977. Hvad gør man, hvis man ikke har ATP-dokumentation, der rækker langt nok tilbage? Det håber jeg, de finder en god løsning på.

HK-medlemmet i artiklen hedder ikke William. Hans rigtige navn er redaktionen bekendt.