Dennis Nytoft er 29 år og fastholdelsesmedarbejder hos Falck. Han har været tillidsrepræsentant i et års tid for de østjyske kollegaer i kundeservice, backoffice, salg og økonomi samt administrative medarbejdere i ambulanceafdelingen, etc.
En kollega opfordrede ham
Det var den tidligere tillidsrepræsentant, der fik ham med i HK, og da vedkommende stoppede, gik Dennis Nytoft med tanker om at melde sig.
- Jeg blev opfordret af en kollega og efter et møde med den faglige konsulent i HK og vores fælles-tillidsrepræsentant, hvor jeg fik aflivet en masse myter, stillede jeg op og blev valgt, fortæller Dennis Nytoft.
Klædt på til konflikter
Det er uundgåeligt, at der er forskellige opfattelser af samme sag, og derfor bliver tillidsrepræsentanter i HK klædt på til at håndtere konflikter.
- Jeg har oplevet gnidninger, men jeg har ikke set det som et problem, fordi jeg er blevet klædt så godt på gennem de kurser, jeg har været på. Jeg har også altid min faglige konsulent i HK, som jeg kan få råd og vejledning hos, og så er jeg blevet en del af et stærkt netværk af tillidsrepræsentanter, siger Dennis Nytoft.
Stor personlig udvikling
Dennis Nytoft oplever til tider komplicerede opgaver, som ruster og udvikler ham personligt, så han står stærkere i fremtiden, og han overvejer også at efteruddanne sig.
- Der er et kæmpe udvalg af gode kurser, som jeg overvejer, Det er bl.a. forhandleruddannelsen, så jeg kan blive skarpere på at skabe de ønskede resultater gennem godt samarbejde – men også uddannelsen i coaching og konflikthåndtering for at kunne udvikle mit eget og mine kollegaers fulde potentiale, fortæller Dennis Nytoft, der også er meget optaget af at fortælle sine kollegaer om deres muligheder for uddannelse.
- Jeg hørte tidligere på måneden næstformand i HK Privat, Anja C. Jensen udtale, at arbejdsmarkedet er under en stor forandring, og at det er vigtigt, at vi er klar til fremtiden. Jeg arbejder på, at jeg og mine kolleger er bedst muligt rustet til fremtiden, og der er så mange muligheder, siger Dennis Nytoft.

Spring ud i det
Dennis Nytoft vil opfordre alle, der har lidt overskud i hverdagen, til at springe ud i det og blive tillidsrepræsentant.
- Du får et fantastisk netværk og god støtte fra HK. Det er så givende at hjælpe sine kollegaer, og du får fingeren på pulsen i virksomheden og mulighed for at påvirke virksomhedens retning. Du kan både bruge det personligt og i din karriere, slutter Dennis Nytoft.
Interesseret?
Kunne du være interesseret i at blive tillidsrepræsentant, så kontakt gerne den faglige sektor, hvor du er medlem.
Skriv til HK Handel Østjylland
Skriv til HK Kommunal Østjylland
Skriv til HK Privat Østjylland