Bente Thomsen sender masser af nyuddannede afsted med viden og erfaring i VR og AR.

Hver eneste kuld af nyuddannede HK’ere har lært om VR (Virtual Reality) og AR (Augmented Reality), og mange bruger det allerede på arbejdspladserne nu. Det lægger pres på de kolleger, som ikke har prøvet kræfter med teknologien endnu. 

- Tallene taler for sig selv. Væksttallene er ret vilde, siger Bente Thomsen, som underviser fremtidens statsansatte på BC Syd. Hun har fingeren på pulsen, når det gælder ny teknologi, og giver den videre til de næste generationer.

- Alle elever på hovedforløbet på Mommark de seneste tre år har været igennem et VR og AR forløb både teoretisk indførelse og et praktisk kursus, så de selv kan producere indhold. Også på de store skoler er de ret langt fremme med at lære deres elever om at anvende denne teknologi, siger hun. 


Sådan ser AR ud: På skærmen bliver kamerabilledet af virkeligheden pludselig tilføjet en ekstra dimension. Den bliver ”augmented”, dvs. forstærket eller udvidet med computerskabt video.

VR bliver lige nu primært brugt i produktionsvirksomheder til oplæring i brug af maskiner. Bente Thomsen fortæller, at det er mest udbredt ved oplæring i kritiske processer, dvs. hvor der er mange penge eller liv på spil, men at VR også bevæger sig mod mere dagligdags brug. 

For eksempel bruges det mere og mere i markedsføring, som videoen fra LEGO viser. Og i den nedenstående film fra Jack Daniels bliver en flaske whiskey gjort levende som information om produktionsprocessen (kræver login på grund af alderskrav i forbindelse med markedsføring af alkohol).

Nye brugere af maskiner af forskellig art får nu instruktioner om brug, ligesom ved whiskeyflasken, mens de anvender dem og ser dem på skærmen. Teknologien kan bruges til alt, der kombinerer virkeligheden med 3D-renderinger. 

- Kataloger og datablade kommer nu med augmented indhold. Så står man med en telefon eller tablet og bliver instrueret af den, mens man ser det hele på skærmen. Det skal man kunne forholde sig til som modtager, når de skal læses. Og for afsenderen er det HK-arbejde at redigere de 3D-filer, man får fra ingeniører og andre, for at lave det, siger Bente Thomsen.

Hun oplever tit, at medarbejderne i virksomhederne ikke tror, at udviklingen går så stærkt, men hun har selv fulgt teknologien de seneste år, og det har været et vildt ridt. 

- Det, vi lærer i dag, det er forældet i morgen. Det går rigtig stærkt nu. Selv det, vi lærte om VR for to år siden, det er helt forældet i dag. De eksempler, jeg bruger i undervisningen, skifter jeg hele tiden, fortæller hun. 

Det er ikke for sent at hoppe på vognen

Det ikke så svært, som det lyder, at mestre de nye muligheder, heller ikke hvis man kommer uden baggrundsviden. Der er mange værktøjer til rådighed, og den tekniske side af sagen står andre for. HK’ere har kompetencerne, de skal bare lære at bruge dem i denne sammenhæng, mener Bente Thomsen, og det er HK enig i. 

HK Stat Sydjylland har sat fokus på de nye muligheder gennem længere tid. Næste gang bliver en temaaften, ”Få et kik ind i fremtiden”, i Rødekro torsdag den 8. oktober, hvor deltagerne kan opleve Bente Thomsen live og bagefter den digitale trend-guru Christiane Vejlø. Tilmelding kan stadig ske ved at klikke her. (Kun for medlemmer af HK Stat Sydjylland)

- Det er stadigvæk nyt og ikke så udbredt herhjemme, men det kommer. Alle elever kan det, og de vil også lære arbejdsgiverne om det og foreslå nye opgaver og muligheder. Det er også en HK-opgave at sætte det op, så de unge klarer det hele fra idé til og med udførelse, fortæller Bente Thomsen. 

Hun mener, at det især vil være i de små og mellemstore virksomheder, hvor HK-erne er ”alt-mulig-mænd”, at de kommer i tæt kontakt med den AR og VR. Men også på sygehuse, hvor arbejdsopgaverne bliver ændret. Telefonsupport vil også forandre sig, så man ikke behøver at kunne teknologien for at lave support, fordi appen hjælper.