I marts blev den offentlige sektor lukket ned nærmest fra den ene dag til den anden pga. Corona. Det kom som et lyn fra en klar himmel, og arbejdspladserne havde ikke en chance for at gøre det ordentligt i forhold til at sikre det gode arbejdsmiljø.
Vi må se i øjnene, at det med hjemmearbejde slet ikke er overstået. Lige nu gælder opfordringen i 14 dage, men der er en betydelig risiko for, at arbejdspladser også efter 4. oktober må sende medarbejderne hjem i en periode pga. Corona. Derfor er det vigtigt, at arbejdsgivere og medarbejdere allerede nu sætter sig sammen for at finde løsninger på, hvordan man kan sikre arbejdsmiljøet på hjemmearbejdspladserne, fortæller Charlotte Levin Pedersen, næstformand i HK Stat Sjælland.
I foråret florerede billeder på de sociale medier af kreative løsninger – som at bruge strygebrættet som erstatning for hæve-sænkebordet eller lægge en stabel bøger under skærmen for at få den op i en god arbejdshøjde.
Det kan være fint på den korte bane, men når hjemmearbejdet bliver en mere etableret ordning, er man nødt til at forholde sig til gode arbejdsstillinger og nødvendigt udstyr. Det kan være en ekstra skærm, mus og tastatur til den bærbare PC og et headset til telefonen. Måske har nogle brug for en kontorstol, der kan indstilles, så man sidder i en god arbejdsstilling. Det koster i indkøb af ekstraudstyr, men det er en god investering i at forebygge det sygefravær, der følger i kølvandet på dårligt arbejdsmiljø.
- Det er ingen hemmelighed, at det er langt mere komplekst at sikre arbejdsmiljøet ved hjemmearbejde end på arbejdspladsen. Derfor har vi i HK Stat udarbejdet en vejledning til vores tillidsvalgte, så de er klædt på til at tage en konstruktiv drøftelse med ledelsen, fortæller Heidi Juhl Pedersen, formand i HK Stat Sjælland, og fortsætter:
- De gode løsninger skal findes i samarbejdet lokalt, og vores opfordring er, at man tager fat på det nu. Det handler om at forebygge arbejdsskader for medarbejdere, der sidder mange timer foran skærmen. For vi skal huske, at arbejdsopgaverne og arbejdstiden ikke bliver reduceret, fordi man arbejder hjemmefra. Tværtimod.