- Jeg havde af og til tænkt, om jeg skulle prøve noget helt andet. Men jeg var glad for mit job og mine kolleger, og det blev derfor kun ved tanken. Nu blev Coronaen en løftestang til at komme videre og prøve noget andet, fortæller hun.
52-årige Pia Pilgaard Høyer fra Viborg havde gennem 30 år arbejdet i rejsebureau-branchen, da Corona-pandemien ramte Danmark i foråret 2020.
Hjem på lønkompensation
Pia, som er uddannet kontorassistent hos DSB Rejsebureau, arbejdede hos FDM Travel i Viborg, da hun i marts blev sendt hjem på lønkompensation.
- Da vi skulle tilbage på job 30. juni, fik vi at vide, at Viborg-afdelingen lukkede. Vi var 5 i Viborg, der blev fritstillet, samtidig med en del andre i FDM Travel rundt om i landet. Men jeg havde jo haft 3 måneder derhjemme til at tænke over, at det nok var den vej, det gik. Så jeg var allerede begyndt at overveje, hvad mulighederne kunne være, beretter hun.
Fik barselvikariat
Pia havde læst et debatindlæg af Lene Buhl, formand for HK Kommunal MidtVest om, at optaget af lægesekretærelever ikke måtte gå i stå, selv om der var en ny uddannelse på vej. For manglen på lægesekretærer var stor, kunne Pia læse.
Hun besluttede sig derfor for at tage kontakt til Lene Buhl, der syntes, Pia skulle prøve at sende en uopfordret ansøgning til Hospitalsenhed Midt. Hun tog også kontakt til elevkoordinatoren for at høre om mulighederne for at blive elev, men lægesekretæreleverne, der skulle starte 1. september i år, var fundet.
Det viste sig imidlertid, at Regionshospitalet Viborg havde brug for en barselsvikar. Pia blev kaldt til en samtale og blev ansat som lægesekretær i Røntgen og Skanning, hvor hun startede 17. august.
Vikariatet løber til 20. august 2021, hvorefter Pia håber at kunne starte som elev på uddannelsen til lægesekretær. Det er hendes plan at søge om optagelse til vinter.
Kan bruge kompetencer
- Jeg er rigtig glad for jobbet. Jeg synes, at jeg kan gøre brug af nogle af mine kompetencer fra rejsebureau-branchen: Kontakten med patienterne, bookningen af tider. Men selvfølgelig er det hårdt at skulle arbejde med noget helt nyt i stedet for at kunne det hele på rygraden, fortæller Pia.
- Men jeg har længe kunnet tænke mig at lære nyt og bare ikke haft modet til at springe ud i det. Her får jeg en forsmag på jobbet som lægesekretær. Vikariatet er en god chance for at prøve faget af, og at have afprøvet faget kan også vise sig at være en fordel, når jeg søger ind på uddannelsen, beretter hun.
At kunne se frem til 2 år på elevløn, afskrækker ikke Pia, der er gift med Henrik, som er selvstændig, og har 2 børn på 21 og 19 år.
- De synes alle 3, at det er fedt, at jeg har kastet mig ud i noget nyt. Selvfølgelig har økonomien været en overvejelse. Jeg håber at kunne få voksenelevløn men skulle jeg være på SU i 2 år, så klarer vi nok også det, siger hun.
- Jeg føler, at lægesekretær-uddannelsen med sine 2 år er overskuelig, og når jeg er færdig, vil jeg stadig have mange år tilbage på arbejdsmarkedet til at bruge uddannelsen i. Jeg tænker, at uddannelsen er en investering i fremtiden, understreger hun.
Vil du have sparring
Drømmer du om forandring i dit arbejdsliv?
Du vil måske gerne skifte job eller branche, eller du har lyst til at lære nyt?
Som medlem af HK MidtVest er det gratis at benytte sig af muligheden for karrierevejledning, og Hanne Lund-Nielsen kan give dig sparring på de fleste emner.
Når du bestiller en karrieresnak, kan du vælge mellem et fysisk møde i 6 forskellige byer i det midt- og vestjyske eller et Skype-møde fra din computer.
Book en karrieresnak med Hanne Lund-Nielsen
Du kan også ringe til HK’s Karrieretelefon 3330 4460 på hverdage kl. 13.00-16.00