- Verden stod stille, da vores tidligere afdelingsformand Pia Tørving døde tidligere på året. Det var trist og alt for tidligt. Vi tænkte alle på hendes familie, der mistede et engageret og smilende midtpunkt, og samtidig skulle vi finde en løsning for HK Midt. Jeg sagde ja til at hjælpe i den svære situation ved at tage rollen som fungerende afdelingsformand, fortæller Anne Marie Bay, der gerne indrømmer, at der har været meget at se til i månederne efter, hvor hun både havde sin hidtidige post som sektorformand for HK Privat Midt og samtidig fungerede som afdelingsformand i HK Midt:
- På grund af Corona-situationen gik der et halvt år, hvor jeg kom til at følge mig godt tilpas i rollen som afdelingsformand. Derfor ville jeg gerne arbejde videre med det formandsprojekt, som også Pia Tørving var kommet så godt i gang med, hvis jeg fik medlemmernes mandat til at fortsætte arbejdet. Det mandat fik jeg officielt forleden.
Det har altid været naturligt for mig, at vi som kolleger søgte indflydelse på vores arbejdspladser, arbejdsbetingelser og hele vores fag – og at vi gjorde det sammen. Derfor har jeg gennem årene været tillidsvalgt i en række forskellige roller.

Foto: Anne Marie Bay, nyvalgt afdelingsformand HK Midt.
Faglig ballast og smil på læben
Det er en afdelingsformand med en tung faglig ballast, der giver sin sektorformandspost i HK Privat Midt videre. Her holdes der ved førstkommende lejlighed ekstraordinær generalforsamling, hvor en ny sektorformand vil blive valgt:
Er vi nået i mål med ligestilling og ligeløn? Ikke helt, vel? Eller hvad psykisk og fysisk arbejdsmiljø? Her er der bestemt udfordringer, vi skal have løst, så færre får stress og flere går til og fra arbejde med et smil på læben.
- Jeg har selv været fagligt aktiv siden mine unge år på arbejdsmarkedet. Det har altid været naturligt for mig, at vi som kolleger søgte indflydelse på vores arbejdspladser, arbejdsbetingelser og hele vores fag – og at vi gjorde det sammen. Derfor har jeg gennem årene været tillidsvalgt i en række forskellige roller. De seneste par år som sektorformand i HK Privat Midt og i årene forud som næstformand i sektorbestyrelsen, fortæller Anne Marie, der oprindeligt er uddannet grafiker og har arbejdet i den grafiske branche i mange år:
- I mit faglige virke har jeg altid haft en grundlæggende tillid til, at vi kan gøre en forskel for hinanden i et fagligt fællesskab, hvor vi har blik for den enkelte, men løfter i flok, og der er stadig mange, mange mål at kæmpe for. Er vi nået i mål med ligestilling og ligeløn? Ikke helt, vel? Eller hvad psykisk og fysisk arbejdsmiljø? Her er der bestemt udfordringer, vi skal have løst, så færre får stress og flere går til og fra arbejde med et smil på læben. Hertil kommer vigtige emner som kompetenceudvikling og efteruddannelse, styrkelse af den danske model, pension og tidlig pensionering, lønforsikring, arbejdsskader og meget andet.
- Listen af opgaver og mål er lang, og for et fagforbund som HK er opgaven egentlig ganske klar: Vi skal hele tiden sikre den enkelte HK’er det rette faglige fundament at stå på.
Det er og bliver en central opgave for HK, at vi søger størst mulig indflydelse på den politik, der er afgørende for medlemmernes arbejdsliv og velfærd.
Et (fag)politisk job
Netop opgaven med at sikre medlemmerne de bedst mulige betingelser handler for Anne Marie Bay også om politik. For hun ser jobbet som afdelingsformand som et (fag)politisk job:
- Det er og bliver en central opgave for HK, at vi søger størst mulig indflydelse på den politik, der er afgørende for medlemmernes arbejdsliv og velfærd. Det kræver en skarp politik og en afdelingsformand, der går forrest i arbejdet med at omsætte politikken i praksis og resultater på vegne af medlemmerne, vurderer hun og fortsætter:
- Jeg glæder mig til et bredt samarbejde med en masse gode folk i og omkring HK Midt. Det er dygtige medarbejdere og formandskolleger, bestyrelse og ledere i organisationen, eksterne aktører og ikke mindst vores medlemmer. Det er min plan fortsat at være en formand, der både lytter, taler og tænker højt, når vi taler politik og medlemmer.
- Vi skal bidrage med vores del til det, som den danske model er så unik til: At skabe sammenhæng på tværs, fordi vi har dialogen, lægger arm, giver, tager igen og finder kompromiser, så vi sammen sikrer en stabilitet, der kommer hele samfundet til gode.
Klare og tydelige dagsordener
På grund af Corona-situationen blev repræsentantskabsgeneralforsamlingen, der havde være udskudt nogle gange, først afholdt den 29. september – og kun virtuelt og digitalt. Det gør Anne Marie Bay til den første digitalt valgte formand i hele HK:
- Det var vigtigt for medlemmerne, HK Midt og for mig, at vi fik holdt arrangementet, og den virtuelle version var den eneste, der kunne lade sig gøre. Det gik heldigvis over al forventning, og jeg tror, at vi alle, også på forbundsplan, fik nogle positive virtuelle erfaringer, vi kan bruge i andre sammenhænge, siger Anne Marie Bay, der på aftenen takkede for tilliden, og som nu glæder sig til at arbejde videre – med kun én formandskasket på hovedet:
- Vi arbejder allerede med nogle klare og tydelige dagsordener på medlemmernes vegne. Dem glæder jeg mig til at arbejde videre med. For medlemmerne, sammen med medlemmerne. For medarbejderne i HK Midt, sammen med medarbejderne i HK Midt. For vi har så mange gange bevist, at vi kan en masse ting, når vi gør dem sammen.
Om Anne Marie Bay
2 voksne børn og ikke mindst bedstemor til Mads
Uddannet grafiker
Fagligt aktiv siden 1982
Har været tillidsrepræsentant, sektorbestyrelsesmedlem, næstformand og senest sektorformand i HK Privat Midt