De seneste år er flere biblioteker og borgerservicecentre blevet udsatte for hacker-angreb.

Det handlede blandt andet om Haderslev, Åbenrå og Horsens.

Det var it-kriminelle som benyttede sig af de såkaldte key-loggere (et fysisk usb-stik) til at tappe computeren for CPR-numre.

Og for cirka en måned siden var KL ude med en pressemeddelelse, hvor de fortalte at en række offentlige computere på især biblioteker var blevet hacket og tappet for CPR-numre fra borgere.

18 ud af 20 med åbne usb-porte

For at føje til skade, så har fagbladet Ingeniøren og IT-netmediet Version2 dokumenteret, at der er kæmpe huller i sikkerheden ved offentlige computere – altså at PC’erne til borgerne står pivåbne for hacking.

IT-sikkerhedsfirmaet Dubex har nemlig tjekket 20 biblioteker for sikkerheden ved usb-porte.

Det viser sig, at 18 ud af 20 har åbne usb-porte, og at man på 13 biblioteker kan trække fx tastaturstikket ud og så anbringe en keylogger, der lagrer data, fx CPR-numre, fra brugerne af maskinen.

København har bestilt metalkabinetter

Bruger af bibliotekerne i Københavns Kommune mærker som de første konsekvensen af manglen på sikkerhed.

Kultur- og Fritidsforvaltningen har netop besluttet at lukke for borgernes adgang til computerne.

Beslutningen kommer efter, at kommunen blev opmærksom på flere forsøg på hacking af computerne og en generel optrapning af trusselsbilledet – og derfor har man også netop bestilt fem metalkabinetter til computerne, der skal minimere risikoen for hackning.