Lagermedarbejder med vogn på vej gennem lager

Arkivfoto: Mostphotos

Kunderne er for dårlige til at spritte hænder af. Vi er i tvivl om corona-retningslinjerne. Tilliden til myndighederne er faldet.
Måske har du set nogle af de overskrifter – eller noget lignende – de seneste par måneder, mens corona-krisen har præget avisernes forsider. Det er danske forskere i det såkaldte HOPE-projekt, der står bag undersøgelserne. Nu vil de også kigge på de handelsansattes arbejdsliv under corona-krisen.
- For at opnå en større indsigt i, hvordan arbejdstagerne i Danmark oplever Covid-19, håber vi, at de handelsansatte har lyst til at deltage i vores spørgeskemaundersøgelse. Ved at deltage, bidrager du til en større forståelse for, hvordan en krise som den nuværende påvirker den enkeltes hverdag, og er med til at ruste os fremover til lignende situationer, siger Catrine Sundorf Kristensen, der er videnskabelig assistent på projektet.

 

Handelsansat i en coronatid: Deltag her

Du kan deltage i projektet her. Din besvarelse er anonym.

Det er Aarhus Universitet i samarbejde med Carlsbergfondet, der står bag HOPE-projektet (How democracies cope with covid-19). Resultaterne bliver løbende offentliggjort på hope-project.dk og i pressen

Lagerarbejdere undersøgt: "Business as usual" 

Et af delresultaterne i undersøgelsen har bl.a. været, hvordan medarbejderne på et fødevarelager har oplevet corona-situationen i forhold til deres hverdag og arbejdsliv. Her fremgår det, at der ikke har været stor forskel i dagligdagen for de ansatte.
- Man ser og hører, at folk får coronakuller, fortæller en ansat, som ikke selv oplever det samme:
- Jeg har bare ”business as usual”.

 

Sådan opleves corona-situationen på et dansk lager

  • Flere fortæller om en hverdag på lageret, der ser ud som før coronakrise, mens privatlivet i højere grad bliver påvirket af krisen. Dette skyldes sandsynligvis, at covid-19-tiltag lettere kan indgå i arbejdsgangene på lageret end i hverdagslivet.
  • Der er blandt de undersøgte ansatte ikke dokumenterede tilfælde af covid-19, hvilket er med til at skabe en distance til sygdommen og opretholde oplevelsen af normalitet.
  • Enkelte ansatte beretter om utryghed på lageret, men overordnet kan lageret opleves som en slags boble, hvor der eksisterer en normalitet i modsætning til resten af samfundet.
Kilde: Catrine Sundorf Kristensen, videnskabelig assistent på Aarhus Universitet, der står bag studiet om fødevarelageret.