Der er tale om en undersøgelse, som Epinion har foretaget for HK Danmark.
Undersøgelsen viser, at de midt- og vestjyske HK’ere ligger et godt stykke under landstallet, når det handler om, hvor mange der kan svare ja til, at deres arbejdsplads har en politik – det vil sige konkrete retningslinjer – for, hvordan de skal forholde sig, hvis nogen bliver udsat for eller er vidne til grænseoverskridende seksuel adfærd, herunder hvem man skal gå til.
Bekymrende tal
Kun 26 procent af de midt- og vestjyske HK’ere mod 38 procent på landsplan kan svare ja til, at arbejdspladsen har en politik. Faktisk svarer hver anden, nemlig 49 procent mod 41 procent på landsplan, at vedkommende ikke ved, om der er en politik på deres arbejdsplads.
- Det er bekymrende, at så mange ikke aner, om arbejdspladsen har en politik, når vi ved, at en politik har stor betydning i forhold til at afhjælpe problemet med seksuel chikane, lyder det fra Marianne Køpke, afdelingsformand for HK MidtVest.
- Godt nok ser vi i øjeblikket i HK MidtVest ikke sager om seksuel chikane. Men det kan skyldes, at folk ikke tør snakke om det. Undersøgelsen viser nemlig, at 6 procent af de midt- og vestjyske HK’ere de sidste 12 måneder har været udsat for seksuel chikane på deres arbejdsplads. Og når vi spørger, hvordan det forholder sig de sidste 3 år, er der faktisk 3 procent, der mere end 5 gange har været udsat for 1 eller flere former for uønsket seksuel opmærksomhed på arbejdspladsen. Så det sker, og i takt med, at det nu er blevet legalt at snakke om, kan vi frygte, at der kommer et boom af sager, siger hun.
Efterlyser politik
Blandt de HK’ere, der på landsplan svarer, at deres arbejdsplads har en politik mod seksuel chikane, har 4,1 procent været udsat for chikane. Men ser man på medlemmerne, som svarer nej, vokser andelen til over det tredobbelte nemlig 13,2 procent. Og Marianne Køpke anbefaler, at de midt- og vestjyske virksomheder får lavet en politik for seksuel chikane.
- Det er arbejdsgiverne, der skal gå forrest, når det handler om at være bannerførere for en sund kultur og nultolerance overfor seksuel chikane. Så tag det op i samarbejdsudvalget, hvordan der kan laves en politik for seksuel chikane på lige fod med den voldspolitik eller mobbepolitik, der måske allerede findes, appellerer hun.
På landsplan har hver fjerde, nemlig 24,6 procent, af HK’s medlemmer været udsat for seksuelle krænkelser indenfor det seneste år.