Rigtig mange medlemmer i HK Kommunal Chefgruppen fulgte opfordringen til at komme med input og ideer til OK21. I september gennemgik Chefgruppens bestyrelse alle forslagene og lavede en prioriteret liste, som er givet videre til HK Kommunals bestyrelse, der skal udtage krav til forhandlingerne.

Øverst på listen er ønsket om at bevare reallønnen for chefer og ledere og dernæst, at fælles lønstigninger fortsat gives i procentreguleringer.

- Vi ønsker også, at der arbejdes med vilkårene for seniorer, også på chef- og lederområdet, fx i regi af partsprojekter med KL og Danske Regioner. Vi ønsker, at opsigelsesvarslet for ledere forlænges, så deres vilkår tillempes chefernes. Og endelig ønsker vi, at ledere også kan få rådighedstillæg i lighed med AC’s rådighedstillæg, siger Troels Van Dijk, nyvalgt formand for Chefgruppens bestyrelse. Og tilføjer:

- Nogle af de øvrige gode tanker, vi har fået fra medlemmerne, arbejder vi videre med i andet regi, så dem hører I nærmere om, når vi er kommet videre med dem, siger han.

OK21-forhandlingerne er lige om hjørnet

Den næste overenskomst – OK21 – træder efter planen i kraft 1. april 2021. Køreplanen for forløbet er:

• HK Kommunals bestyrelse mødes og udtager krav den 21. oktober.
• Forhandlingsfælleskabet udveksler generelle krav med KL den 15. december 2020.
• De generelle forhandlinger på KL-området begynder den 18. december 2020 og afsluttes senest den 12. februar 2021.
• Organisationerne udveksler specielle krav med KL senest den 15. december 2020. Organisationsforhandlingerne kan så starte den 18. december 2020 og afsluttes senest den 28. februar 2021.