vådt gulv

Gulvet på badeværelset var vådt, da Simone Kyed Kaptain låste sig ind på sit værelse, men det er uklart, hvorfor. Gulvet var i hvert fald ikke vådt, fordi det lige var blevet vasket, konkluderer hun. Se flere billeder nederst i artiklen. Privatfoto.

Opdatering: FES efter kontrol i Skive: Vi fandt ikke lignende eksempler. Rengøringen er vurderet til at være tilfredsstillende

11. NOVEMBER 2020 SPURGTE HK STATBLADET FES OM FØLGENDE: 

Har I lavet den ekstra kontrol, I har besluttet?
Har I været rundt på al indkvartering i Skive?
Hvis ja, hvad fandt I?
Og hvad har det eventuelt ført til af opfølgende initiativer?

OG MODTOG 13. NOVEMBER DETTE SVAR FRA FES:
Ejendomsstyrelsen har kontrolleret størstedelen af indkvarteringsbygningerne i Skive for, hvorvidt rengøringen er tilfredsstillende. Det gjorde vi fredag d. 16/10 sammen med ISS. Her blev rengøringen vurderet efter de gængse kontrolskemaer, vi bruger ved kontrollerne. Ved kontrollen stødte vi ikke på forhold, der lignede det eksempel, HK Statsbladet tidligere har dækket, og rengøringen blev vurderet at være tilfredsstillende. På baggrund af kontrollen besluttede vi dog sammen med ISS, at alle bruseforhæng skal vaskes, og alle riste skal gøres ekstra grundigt rent for at undgå, at andre får en oplevelse i stil med den, HK Statbladet har beskrevet. Ejendomsstyrelsen og ISS gennemfører løbende kontroller ved behov.

- Det lignede, at den sidste gæst lige havde bippet sig ud. Værelset var ikke gjort rent, og man blev i tvivl, om de havde skiftet sengetøjet. Det var simpelthen så ulækkert.

Sådan siger Simone Kyed Kaptain efter hun i uge 41, 2020 var indkvarteret på et kursus i Skive med forsvarets interne indkvartering. Til daglig arbejder hun som kontorassistent i Garnisionsstøtteenheden ved Trænregiment Aalborg. I uge 41 var hun sammen med nogle kolleger på kursus i arbejdstidsregistrering af militæransatte. Kurset varede fra mandag til fredag (5.- 9. oktober) og var med indkvartering på Skive Kaserne.

Brugt snus i hjørnet

Efter en lang kursusdag glædede Simone sig til at slappe af, da hun mandag aften omkring klokken 20 låste sig ind på sit værelse. Men omgivelserne indbød mere til hovedrengøring end til ro og opladning.

Læs også: Forsvarsansatte raser over ISS: en total fiasko

- Afløbet på badeværelset var langhåret, gulvet i brusenichen var vådt og fyldt med snavs og hår. Tydeligvis ikke rengjort. På værelset lå der brugt snus på gulvet, og der var fyldt med nullermænd og spindelvæv i alle hjørner.

- Det første værelse, jeg blev indkvarteret på, var så ulækkert. Det var så uacceptabelt dårligt rengjort, at jeg ringede til FES og fik et nyt værelse, fortæller Simone Kyed Kaptain, der understreger, at hun fik god behandling, da hun kontaktede FES og straks fik nyt værelse.

Det nye værelse var heller ikke rent. Det var stadig med hår ved afløbet, spindelvæv og skabe og skuffer, der ikke var rengjorte og tømte. Og så manglende der håndsæbe på badeværelset, men værelset var bedre og i samme standard som kollegernes, forklarer hun.

- Jeg brugte den første time på det nye værelse på at gøre bare lidt rent på badeværelset. Fjernede de værste hår fra afløbet og prøvede at fjerne de smådyr, der var.

Simone ringede til sin egen ledelse og til sin tillidsrepræsentant for at fortælle om oplevelsen. Hun blev opfordret til at tage billeder af værelset og klage.

- Jeg kunne have forsøgt at bede om et nyt værelse igen – men eftersom standarden var det samme på mine kollegers værelser, virkede det som spild af tid.

Morgenmaden var ok, men til frokost gjaldt det om ikke at komme for sent, for så var der ved at være udsolgt. Og om aftenen spiste kollegerne i byen, da de ikke anså det som en mulighed at spise på kasernen, fortæller hun.

Passende indkvartering er ’hotellignende standard’

I Medarbejder- og Kompetencestyrelsens personale administrative vejledninger (pav) findes en vejledning omkring tjenesterejser, der beskriver reglerne, når man som ansat i staten er på kursus eller anden rejse med overnatning.

’Tjenestestedet kan vælge selv at sørge for passende indkvartering. (...) Ved passende indkvartering forstås værelse af hotellignende standard med toilet og bad i umiddelbar nærhed og sædvanligvis med mulighed for forplejning i form af morgenmad,’ lyder det i vejledningen.

- Det er ærgerligt, at man skal acceptere så dårlig en standard. Ens indkvartering burde jo være et sted, man kan slappe af og lade op til en ny dag, men nu går den første tid med at gøre rent. Hotellignende standard var det i hvert fald ikke efter vores mening, siger Simone Kyed Kaptain.

FES: Ekstra kontrol af alle indkvarteringsbygninger i Skive

HK Statbladet har sendt Simones billeder til FES for at få en kommentar. Og FES oplyser, at billederne straks har ført til ekstra kontrol. Nu vil FES selv kigge under alle senge på Skive Kaserne.

Læs også: Efter massiv kritik: Ny struktur og mere kontrol med ISS

’Det er vigtigt for mig igen at understrege, at det niveau, vi i øjeblikket ser, ikke er i orden. Vi har taget henvendelsen op i vores operationsrum, og på baggrund af henvendelsen er det besluttet at iværksætte en ekstra kontrol af alle indkvarteringsbygninger i Skive,’ oplyser Jan Quist Jakobsen, chef for Kontraktstyringsafdelingen i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse i en mail til HK Statbladet.

janq

Jan Quist Jacobsen, chef for Kontraktstyringsafdelingen i FES, ser med stor bekymring på utilfredsheden med rengøringsstandarden i forsvarets bygninger.

’Kvarterer inklusive bad og toiletter skal fremstå opryddede, rene, indbydende og friske, så de umiddelbart er klar til brug. Ligesom sengen skal være redt. Det skal være en selvfølge. Er det utilfredsstillende forhold, der møder en, vil jeg opfordre til, at man tager sig tid til at oprette en formel klage – ellers bliver vores billede af situationen misvisende, og vi kommer til at handle på et forkert grundlag,’ lyder det videre fra Jan Quist Jakobsen.

Under al kritik

Tina Pihl Tingberg er formand for HK Forsvarets Landsklub. Hun har set meget på forsvarets etablissementer, og har oplevet at komme til et værelse, som ikke var rengjort, eller hvor sengetøj og våde håndklæder lå på gulvet. Men hun er alligevel overrasket over billederne fra Skive.

tina tingberg

Tina Pihl Tingberg, formand for HK Forsvarets Landsklub har selv oplevet at blive indkvarteret i uklargjorte værelser på forsvarets kursusejendomme og komme til møde i lokaler, som ikke var gjort klar. Arkivfoto: Lars Horn.

- Det er jo så ulækkert, at det er til at blive dårlig over. Det er så tydeligt, at der ikke er gjort noget, og det er da utroligt, at de kan få sig til at lade nogen rykke ind i værelser, der ser sådan ud. Det er under al kritik, siger Tina Tingberg, der flere gange har kritiseret ISS og de vilkår, som forsvarets ansatte møder på deres arbejde.

Vil ISS selv bo sådan?

Forsvarsministeriet har udliciteret rengøring og service til ISS i ’Danmarkshistoriens største facility management kontrakt’. HK Statbladet har bedt ISS om en kommentar til den massive kritik og til billederne fra Skive. Vi har spurgt, om ISS vil påtage sig ansvaret for rengøringen, om ISS mener, at det billederne viser, er hotellignende standard og om ISS’ ledelse selv ville acceptere at bo på et hotel med den rengøringsstandard, som billederne viser.

ISS har ikke ønsket at kommentere de billederne. ISS' danske kommunikationsafdeling skriver, at:

“I ISS er vi dedikeret til at levere høj service, hvilket vi gør til mere end 60.000 kunder på verdensplan. Vi har et godt og konstruktivt samarbejde med Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse og dets tjenestesteder og er fokuseret på at skabe en god service sammen. Vi kan ikke udtale os om konkrete forhold, men der er ingen tvivl om, at strukturerne i denne specifikke kontrakt er atypiske. Det betyder, at det meget vanskeligt for os og Forsvaret at sikre kvalitetsniveauet til rette tid, sted og budget. For at imødegå udfordringerne har vi sammen med FES oprettet et ’operationsrum’, hvor vi dagligt undersøger og arbejder på at løse aktuelle udfordringer. Derudover er vi løbende, og aktuelt, i dialog med vores egne og højt værdsatte tillidsrepræsentanter og medarbejdere hos Forsvaret for at sikre den bedste varetagelse af aktuelle udfordringer i hverdagen.  Vi er optaget af at fortsætte det gode samarbejde med Forsvarets Ejendomsstyrelse, så vi i fællesskab sørger for, at Forsvarets brugere bliver bedst muligt understøttet på tværs af hele landet.

Artiklen er opdateret 13. november 2020