- Stop forringelserne af dagpengene, og sæt i stedet en regulering af dagpengene i værk, som giver ledige en relativ stigning, der modsvarer løn- og prisudviklingen.” skriver HK Hovedstadens formand Christian Grønnemark i Berlingske.
Arbejdsløse får i dag dækket mindre end halvdelen af deres løn gennem dagpengene fra a-kassen. Dagpengenes kompensationsgrad er over de seneste år blevet kraftigt udhulet og har slet ikke har fulgt med priser og lønninger i samfundet. Og det er vel at mærke en forringelse af dagpengene, som er planlagt til at forsætte med uformindsket styrke i årene, der kommer.
Lavere satsregulering i forhold til lønudviklingen og øgede beskæftigelsesfradrag svarer faktisk samlet til, at et års dagpenge er skåret ned til ca. 10 måneder i forhold til lønudviklingen. For den ledige betyder det, at ”sidst på året” er blevet til ”sidst i oktober.” Beregninger fra tænketanken Cevea dokumenterer, at bruttokompensationsgraden er faldet fra 57 procent i 1994 til omkring 48 procent sidste år.
Dagpengesystemet er kort sagt ved at vælte, fordi flere og flere faktisk ikke kan leve af de dagpenge de får, hvis de mister deres job. Selv arbejdsgiverne er enige i, at vedvarende forringelser af dagpengesystemet har foruroligende konsekvenser for den danske flexicuritymodel.
Modellen går kort fortalt ud på, dels at arbejdsgiverne skal have nemt ved at hyre og fyre, så virksomhederne hurtigt kan omstille sig. Det er det ene ben i den danske model.
Desuden skal en aktiv arbejdsmarkedspolitik understøtte, at arbejdskraften matcher virksomhedernes efterspørgsel. Det er modellens andet ben.
Endelig skal en relativt høj lønkompensation i form af dagpenge sikre de lediges forsørgelsesgrundlag – ikke hvis, men når de mister jobbet. Det er modellens tredje ben.
I diskussionen om dagpengene er det værd at huske, at retten til dagpenge ved ledighed ikke en almisse. Dagpenge er en forsikring, som lønmodtagerne tegner gennem a-kasserne. Dagpenge er således ikke en gave fra staten, som Folketingets politikere skal have lov til at skrue på for at prygle folk i arbejde, fordi man mistænker ledige for at være dovne.
Dagpenge er en ydelse, som lønmodtagerne skal have, når de helt forudsigeligt og forventeligt bliver arbejdsløse som konsekvens af den danske model – når virksomhederne agilt skal tilpasse sig og derfor skal kunne hyre og fyre med kort varsel. Det er ”byttehandlen” i den danske model.
Der er desværre tydelige tegn på, at modellen vakler fælt. Der er foreløbigt ikke rokket ved virksomhedernes gode muligheder for at hyre og fyre. Se bare på de mange afskedigelser, som desværre er sket under den igangværende coronakrise.
Men den er helt gal med dagpengeniveauet. Den økonomiske udhuling af dagpengene må derfor stoppes nu. Det må være en hovedprioritet for regering og Folketing at sikre både de ledige, men så sandelig også at sørge for, at den danske flexicuritymodel står solidt på sit fundament.
A-kasserne kom for nylig med en klar udmelding om, at ”smertegrænsen for længst er nået, og at dagpengene nu skal løftes. I første omgang og som minimum bør den automatiske udhuling af dagpengene stoppes ved den kommende finanslov.”
Samtidig med den konstante forringelse af dagpengene er den aktive arbejdsmarkedspolitik i en længere årrække blevet skåret økonomisk ind til benet. Den aktive arbejdsmarkedspolitik er under massivt pres. Udgifterne til aktivering og uddannelse er faldet fra årligt omkring 1,7 mia. kr. i 2007 til beskedne 0,5 mia. kr. i 2018.
Antallet af aktiverede modtagere af dagpenge faldt fra omkring 40.000 sidst i 2011 til under 10.000 midt i 2017. Det viser, at det tredje ben i flexicuritymodellen – den aktive arbejdsmarkedspolitik – også er nødlidende og dermed også vaklende.
Jeg frygter, at vi ikke længere vil kunne opretholde et system, hvor langt de fleste lønmodtagere forsat vil betale for at være medlem af en a-kasse, hvis ikke dagpengesatsen bliver hævet. Hvis forsikringsgraden falder, er det endnu en alvorlig trussel mod flexicuritymodellen. Og det kan på endda kort sigt underminere det danske velfærdssamfund, hvis det økonomiske tæppe rives væk under folk, der i en periode står uden job.
Et velfungerende dagpengesystem med tilstrækkeligt høje ydelser er en afgørende del af forklaringen på, at dansk erhvervsliv med mange små og mellemstore virksomheder er en international succes. Virksomhederne kan nemlig hurtigt omstille produktionerne mod det internationale marked ved enten at ansætte eller afskedige medarbejdere, fordi virksomhederne ikke er bundet af rigide statslige ansættelsesregler. Og fordi lønmodtagerne enten kan gå på efteruddannelse eller på dagpenge ved ledighed.
Det er den danske model, som især medvirker til, at danske virksomheder – også under corona-pandemien – klarer sig relativt bedre på eksportmarkederne end virksomheder i en række andre lande.
Det glæder mig, at beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard for to måneder siden åbnede for højere dagpengeydelse til ledige under visse former for uddannelse. Et bredt flertal i Folketinget står bag aftalen, som blandt andet giver ufaglærte ledige ret til på 110 procent af dagpengesatsen at tage en faglært uddannelse, hvis det er på et område med mangel på arbejdskraft.
”En væsentlig barriere for ufaglærte ledige, når det gælder uddannelse, er økonomien. Og den barriere er vi netop med til at udrydde ved at hæve dagpengesatsen,” skrev beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard i et debatindlæg i Berlingske kort efter, at aftalen var vedtaget.
Også en trepartsaftale fra først i september om at give højere dagpenge til hjemsendte medarbejdere på arbejdsfordeling viser, at der både politisk og blandt arbejdsmarkedets parter er enighed om, at det nuværende dagpengeniveau er for lavt. I aftalen om de hjemsendte medarbejdere er dagpengene skruet op til 23.000 kr. om måneden og altså knap 4.000 kr. mere end den gældende maksimale dagpengesats på 19.083 kr. om måneden til almindelige ledige dagpengemodtagere.
Forhøjelsen af dagpengesatsen - i forbindelse med uddannelse og ved delvis hjemsendelse på grund af cononakrisen - viser klart, at det udbredte ønske om højere dagpenge har grobund politisk.
Da statsminister Mette Frederiksen i sin åbningstale til Folketinget gjorde rede for rigets tilstand, kom hun også ind på økonomien for de ledige.
”Jeg er glad for, at et flertal i Folketinget står bag, at mennesker, som ikke har en uddannelse, nu kan lære nyt. Til et højere dagpengebeløb,” sagde hun med henvisning til den to måneder gamle uddannelsesaftale.
”For en socialdemokratisk regering er det en kerneopgave at bekæmpe arbejdsløshed,” tilføjede Mette Frederiksen. Jeg kan kun være enig. Det er arbejdsløsheden, der skal bekæmpes, ikke de arbejdsløse.
Det er ikke værdigt for vores velfærdssamfund, at dagpengesystemet halser efter resten af arbejdsmarkedet. Og som nævnt er der en overhængende risiko for, at fundamentet skrider under den ellers velfungerende danske model.
Derfor er min opfordring til det politiske Danmark: Stop forringelserne af dagpengene og sæt i stedet en regulering af dagpengene i værk, som giver ledige en relativ stigning, der modsvarer løn- og prisudviklingen.