Modelfoto: Colourbox
De seneste dage og uger er der kommet fokus på tavshedsklausuler i sager om sexchikane og seksuelle krænkelser på arbejdspladserne.
Mange ofre har underskrevet disse klausuler i forbindelse med et forlig med arbejdsgiveren. Det betyder, at ofrene, som regel kvinder, får penge, men ikke må tale om sagerne.
Men inden vi fortsætter med en diskussion af det fornuftige i disse klausuler, så lad os begynde et andet sted. Med et tænkt - men meget realistisk eksempel.
En medarbejder, A, kommer til skade på sin arbejdsplads ved at falde ned fra en stige. Hun får rygproblemer og må gå til genoptræning i en længere periode, hvor hun naturligvis er sygemeldt. Oven i den fysiske skade får medarbejderen en lettere depression forårsaget af smerter, uvirksomhed og uvished om, hvornår og om hun kan komme tilbage til den samme arbejdsplads. Arbejdsskaden er naturligvis anmeldt af arbejdsgiver og udløser en erstatning fra forsikringsselskab og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Ingen forhindrer medarbejder A i at fortælle andre om sin sag, diskutere den med venner, familie og kolleger.
Kig så på det typiske forløb for en medarbejder, der er blevet offer for sexchikane – en psykisk arbejdsskade. Medarbejder B bliver sygemeldt efter et overgreb og er væk fra job i en længere periode. Hun får en lettere depression forårsaget af modvilje mod at komme tilbage til den samme arbejdsplads og den person, der krænkede hende. Uvished om fremtidig karriere spiller også ind. Det ender med, at medarbejder B bliver fyret eller siger op og får udbetalt et erstatningsbeløb fra arbejdsgiveren mod en underskrift på, at hun aldrig må røbe for nogen, hvad der egentlig skete. Medarbejder B er forhindret i at fortælle andre om sin sag, diskutere den med venner, familie og kolleger.
Offer fortryder mundkurv
Multimediedesigner og HK’er Kamilla Maach havde et forløb a la medarbejder B. i eksemplet ovenfor. Kamilla Maach fortalte sin historie i Berlingske 9. oktober 2020. En kunde chikanerede hende i 2017 fysisk, og hendes mellemleder bagatelliserede sagen. Sagen endte med forlig og erstatning. Forliget mørklagde sagen, til gengæld for erstatning på 25.000 kroner. Men mundkurven, der fulgte med erstatningen, fortryder Kamilla Maach i dag. ”Det er frihedsberøvelse, at jeg ikke må fortælle min historie”, siger hun til Berlingske. Mundkurven efterlod et hul, både i Kamilla Maachs liv og på hendes CV, hvor hun slettede alt, der havde med det det tidligere job at gøre. Derfor ser det nu ud som om, at hun har været ledig i den periode, hvor hun var ansat dér.
Ud over det ødelæggende for den enkeltes karriere og selvværd er spørgsmålet, hvordan nye #MeToo-sager bedst forhindres. Er det vej hjælp af tavshedsaftaler?
Tavshedsklausuler mørklagde serie-overgreb i USA
Afdækningen af sexovergreb i filmverdenen i USA fik hele den verdensomspændende bølge af #MeToo-fortællinger til at rulle i 2017. En lille håndfuld journalister, bl.a. to kvinder fra New York Times, oprullede skandalen om daværende filmproducent Harvey Weinstein ved at få de kvinder, han havde krænket, til at fortælle om sagerne. Det var meget vanskeligt, det gik undervejs op for journalisterne Jodi Kantor og Megan Twohey, at disse sager ikke var nået frem til offentlighedens kendskab på grund af de klausuler, en lang række kvinder havde underskrevet. Betaling for tavshed fandt sted i mange år, og Weinstein kunne krænke videre, uden at nye potentielle ofre var advaret.
Man hører ofte, at det er hårdt og svært for den enkelte at skulle gå i retten med sagen frem for at indgå forlig. Men der er også ulemper ved at ”sælge” sin frie ret til at udtale sig, viser Kamilla Maachs eksempel.
Kirsten Estrup Madsen er formand for HK Privat Nordjylland.
Er det retfærdigt, at ofre for lovovertrædelser pålægges tavshed?
Kirsten Estrup Madsen: Det kan godt opleves uretfærdigt, at ofrene skal tie stille om noget, der er gået ud over dem. Der er en skævhed, når man sammenligner med ofre for fysiske arbejdsskader, som ikke bliver pålagt tavshed.
Virksomheden og krænkeren ønsker ofte tavshed om, hvad der er foregået
Varetager HK bedst medlemmernes interesser ved at bevæge sig væk fra forlig med tavshedsklausuler?
Kirsten Estrup Madsen: Problemet er, at et menneske med mundkurv på får sværere ved at bearbejde oplevelsen. Alene det at skulle hemmeligholde noget for sin kæreste, måske kommende mand, er helt klart ikke i orden. Det har menneskelige omkostninger og kan give angst eller andre psykiske langtidsvirkninger. Vi skal have lov at snakke om det, der fylder. Tænk at skulle holde noget hemmeligt for sin mand igennem hele livet på grund af et forlig med en tavshedsklausul? Det er en forfærdelig tanke. Derfor mener jeg, at det bedste er at få sagerne frem. Det næstbedste kan være en anonymisering af sagen og aktørerne, som HK Privat har foreslået. Anonymisering, der indebærer, at virksomhedens og gerningsmandens navn ikke nævnes, men at man gerne må tale om sagen i generelle vendinger.
Det er forbudt at udøve sexchikane ifølge ligebehandlingsloven og arbejdsmiljøloven. Men er disse love gode nok til at beskytte ofrene og til at forebygge nye sager?
Kirsten Estrup Madsen: Det kan man godt diskutere, og det skal vi nok også diskutere fremadrettet. Hvis en mand blotter sig for en kvinde på gaden, så er det blufærdighedskrænkelse og strafbart efter straffelovens paragraf 232. Straframmen er bøde eller fængsel indtil 4 år.
Men hvis en mandlig chef eller kollega blotter sig for en kvinde på arbejdspladsen, så er det mere uldent, hvad der sker med gerningsmanden, fordi vi pludselig er inden for arbejdspladsens rammer. Måske kunne ofrenes retsstilling forbedres ved at føre flere sager fra arbejdspladserne som straffesager? Spørgsmålet er, om vi i Danmark skal have en nytænkning af lovkomplekset omkring det?
Kirsten Estrup Madsen: Det er vigtigt for et offer for sexchikane at have sit personlige baglands opbakning
Men hvad med krænkerne – de har vel også krav på retssikkerhed? Det skal jo bevises, at de har gjort det, den chikanerede kvinde (eller mand) hævder?
Kirsten Estrup Madsen: Ja, netop, men der er det, jeg forestiller mig, at hvis sagerne blev ført mere i det åbne, så ville det styrke de mulige krænkeres retssikkerhed. I en retssag skal der jo føres bevis for påstandene, før der kan dømmes.
Og hvad så med ofrenes angst for at stå frem i en retssal?
Kirsten Estrup Madsen: Det er klart, at det også er en udfordring. Her vil jeg anbefale alle, der oplever noget grænseoverskridende på deres arbejdsplads, at gøre følgende: Skaf beviser på chikanen, så den ikke bare er din påstand. SMS-beskeder fra krænkeren og andre beviser på uacceptabel adfærd skal gemmes. Fortæl kolleger om dine oplevelser og lad være med at gå og gemme på dem. Og endelig: Inddrag din tillidsrepræsentant, arbejdsmiljørepræsentant og fagforening HK – vi er der for dig.
Og hvad med partner, familie og venner?
Kirsten Estrup Madsen: Det er vigtigt for et offer for sexchikane at have sit personlige baglands opbakning. Ellers er det svært at få styrke nok til eventuelt at føre en sag. Hvis du selv er kæreste, ægtefælle eller ven/veninde til en, der har oplevet ubehagelige ting, så er mit råd, at du skal tro på den, der fortæller historien og spørge loyalt ud. Tag eventuelt med som bisidder til møder med fagforening og advokat.