Selv om alle deltagerne sad derhjemme hver for sig, så var det fællesskabet, der var i fokus, da der blev holdt stiftende landsmøde i Sundhedsgruppen lørdag d. 31. oktober. På grund af corona var det desværre ikke muligt at mødes fysisk, og det betød, at de 18 deltagere måtte logge på hjemmefra.

Deltagerne var ivrige for at få ordet, men de tekniske problemer lagde en dæmper på de drøftelser, den fyldte talerliste ellers lagde op til.

Og netop det med ikke at kunne mødes fysisk fyldte hos de deltagere, der kom igennem: For hvordan sikrer man et stærkt fællesskab og organisering, når coronarestriktioner gør det svært at mødes, og man er spredt ud på mange små arbejdspladser?

Gruppen kan hjælpe i overenskomstforhandlinger
Det var flere af lægesekretærerne meget nysgerrige på og efterspurgte erfaring hos tandklinikassistenterne:

- Vi står over for at skulle have fornyet vores overenskomst i foråret 2021. Vi skal finde ud af, hvordan vi får fat i medlemmerne, så vi kan finde ud af, hvad de ønsker og forventer, lød det fra Annette Præstmann Kammer, sekretær ved øjenlæge Øjenklinik-Amager I/S og nyvalgt bestyrelsesmedlem i gruppen, med en opfordring om input fra gruppens øvrige medlemmer.

Og den opfordring var Stina Lykkemark, der er tandklinikassistent og også nyvalgt bestyrelsesmedlem, hurtig til at gribe:

- Jeg synes, det er rigtig fedt, at vi kan hjælpe hinanden på tværs, sagde hun og fortsatte: - Jeg har været med på sidelinjen i vores overenskomstforhandlinger, og vi vil rigtig gerne give vores guldkorn videre i forhold til det, vi lige har været igennem, sagde hun med henvisning til de overenskomstforhandlinger, tandklinikassistenterne netop har været igennem i foråret.

Det skal være trygt at stå frem

Sundhedsgruppen erstatter Branchesektion Sundhed & Velvære, og medlemmerne i den nye gruppe er blandt andre tandklinikassistenter, lægesekretærer og kliniksekretærer. En af fællesnævnerne for medlemmerne i den nystiftede gruppe er, at de ofte arbejder på mindre arbejdspladser og tæt sammen med chefen - og det kan gøre det svært at stå frem og sige fra, hvis arbejdsforholdene ikke er i orden.

- Der ligger et stort arbejde i at gøre medlemmerne trygge i, at det er okay at sige fra, og at de kan tage fat i HK, hvis de ikke selv tør sige noget, sagde bestyrelsesmedlem Stina Lykkemark, der har et ønske om, at gruppen fokuserer på at få flere repræsentanter ude på arbejdspladserne.

Ny formand vil sætte fokus på efteruddannelse og lønforhandling
På det stiftende møde skulle der også vælges bestyrelse og formand for den nye gruppe. Tandklinikassistent Bonnie Blirup blev valgt som formand for den nye gruppe uden modkandidat. Hun er tidligere formand for den nu nedlagte Branchesektion Sundhed & Velvære.

Bonnie Blirup glæder sig meget til arbejdet som formand for den nystiftede sundhedsgruppe. På landsmødet lagde hun vægt på, at hun vil arbejde for bedre uddannelse og efteruddannelse, og at medlemmerne af gruppen bliver godt rustet til de individuelle lønforhandlinger.

Udover formanden blev der også valgt 5 bestyrelsesmedlemmer på det stiftende landsmøde. De kommer sammen med formanden og de 5 repræsentanter fra afdelingerne, der var valgt på forhånd, til at udgøre bestyrelsen for Sundhedsgruppen de næste 2 år.

Den nyvalgte bestyrelse skal mødes første gang den 26. november 2020.


Sundhedsgruppen har i alt 11 medlemmer og består af:
Formand Bonnie Blirup, ansat hos tandlæge Julie Christiansen ApS, HK Nordjylland

Bestyrelsesmedlemmer valgt på landsmødet
Stina Lykkemark, tandklinikassistent, HK Østjylland
Heidi Svanefjord, ansat hos Tandlægeselskabet Godt Smil Næstved, HK Sjælland
Annette Præstmann Kammer, ansat hos Øjenklinik-Amager I/S, HK Service Hovedstaden
Pia Anita Qvist Degn, ansat hos Tandlægerne i Vestergade, HK Nordjylland
Pia Sabroe Christiansen, ansat hos Lægerne Kirstinelund, HK Østjylland

Bestyrelsesmedlemmer valgt i de lokale HK-afdelinger
HK Midt: Rikke Sylvest Pedersen, ansat hos Harald Tandlægehuset Faaborg
HK MidtVest: Bente Mentz, ansat hos Tandlægerne Sveistrup og Cederbek
HK Nordjylland: Vakant pga. manglende afholdelse af generalforsamling
HK Service Hovedstaden: Bente Madvig Holm, ansat hos Tandlægeselskabet Tandlægen
HK Sjælland: Jeanette Hansen, ansat hos tandlæge Peter Amund Nielsen
HK Sydjylland: Gitte Kaadekildelund Witt, ansat hos Lægerne Bispebroen I/S
HK Østjylland: Vakant pga. manglende afholdelse af generalforsamling

Valgt til sektorbestyrelsen:
Formand Bonnie Blirup, ansat hos Tandlæge Julie Christiansen ApS, HK Nordjylland
Pia Anita Qvist Degn, ansat hos Tandlægerne i Vestergade, HK Nordjylland

Alle er valgt for 2 år.