Til og med d. 3. december vil der være nye nedlukninger og strammere restriktioner i dele af Nordjylland. Det skyldes, at Statens Serum Institut har konstateret, at coronavirus har muteret i dele af Jylland. Og det vil især få betydning for kommunerne Hjørring, Frederikshavn, Vesthimmerland, Brønderslev, Jammerbugt, Thisted og Læsø og omkringliggende kommuner, hvor folk, der pendler, vil blive berørt.

- Der er tale om en kraftig opfordring til jer alle sammen om at blive i jeres egen kommune, sagde statsminister Mette Frederiksen bl.a. på pressemødet torsdag aften. Men hvad indebærer det?

- Vores medlemmer kan ikke handle på opfordringer. Det er stadig arbejdsgiveren, der har ledelsesretten, og derfor også arbejdsgiveren, der bestemmer, hvad du som medarbejder skal gøre i forbindelse med den nye situation, siger faglig chef i HK Handel, Stephan Agger.

Han opfordrer derfor medlemmerne til at tage fat i deres ledere, så der ikke er tvivl om, hvad de skal gøre.

Offentlig transport lukker ned - hvad gør jeg?

I forbindelse med den nye nedlukning, har regeringen desuden varslet, at al offentlig transport vil blive indstillet. 

- Vi ved, at det for mange kan give problemer med at komme til og fra arbejde. Desværre er det medarbejdernes eget ansvar, hvordan de kommer på arbejde, også selvom regeringen har lukket den kollektive trafik. Vi kan kun opfordre til, at ledelse og medarbejdere finder en løsning sammen, hvis man har problemer med at komme på arbejde. Den gode chef vil selvfølgelig tage hensyn til, at der er denne helt særlige situation i øjeblikket, siger Stephan Agger og opfordrer samtidig til, at man kontakter HK Handel, hvis man oplever problemer. 

- Heldigvis er vores indtryk, at alle forsøger at løse de udfordringer, der hele tiden opstår i kølvandet på corona. Både arbejdsgivere og medarbejdere finder langt de fleste steder ud af, hvordan de skal håndtere det bedst muligt. Men skulle der alligevel opstå problemer eller spørgsmål, er det vigtigt, man kontakter sin lokale HK-afdeling. 

Kontakt din afdeling

Har du spørgsmål eller brug for hjælp, skal du kontakte din tillidsrepræsentant eller lokale HK-afdeling på tlf.: 7011 4545.