Vær konkrete, når I udarbejder en stresspolitik, lyder rådet fra stressekspert Pernille Rasmussen. Foto: Lisbeth Holten

Se på Lotte. Hun er stresset. Men det er formentlig, fordi hun er perfektionistisk og har fire børn derhjemme, tænker hendes chef. Altså, hun har jo ikke gjort det med vilje, men i bund og grund er det hendes egen skyld. Nej, det er ikke min skyld, siger Lotte. Det er min chefs skyld. Nej, det er ikke min skyld, tænker chefen. Men nu skammer både Lotte og chefen sig over situationen - men ingen er kommet nærmere, hvorfor Lotte er blevet stresset.

- Vi skal væk fra at individualisere stress og væk fra skyld. Når en medarbejder er blevet sygemeldt med stress, så er ledere ofte optaget af private årsager og personlighed. Det er ikke fordi, at det ikke kan spille ind - men det er bare for ensidigt, siger erhvervspsykolog Pernille Rasmussen, der har 14 års erfaring med at hjælpe folk med stress, har forsket i stress på Bispebjerg Hospital og holdt et utal af foredrag om emnet.

Og så har hun for nylig udgivet bogen ”Knæk stresskoden - enkle værktøjer til høj trivsel på arbejdspladsen”. For vi har ikke knækket stresskoden. Den gode nyhed er, at der er masser af steder at sætte ind, uden at det skal koste arbejdsgiveren kassen.

- Det vigtigste er, at man starter med at gøre noget. Små skridt er langt bedre end ingen skridt, siger Pernille Rasmussen, der netop med sin bog flankeret af konkrete succeshistorier på forskellige arbejdspladser giver simple råd og værktøjer til at forebygge og bekæmpe stress.

Og alle kan gøre noget. Du som medarbejder og kollega. I som gruppe. Mellemledere og dem øverst oppe.

- Det er vigtigt, at den øverste ledelse er med og kommer op på ølkassen og siger det, så man kan mærke, at de mener det. Men du kan også selv gøre noget. Der er masser af små ting at gøre, som har stor effekt.

Få lavet en brugbar trivsels- og stresspolitik
- Jeg ser igen og igen stresspolitikker, som er alt for overordnede og ukonkrete: ”Vi skal passe på hinanden og undgå stress”. Det er en hensigtserklæring og ubrugeligt, siger erhvervspsykolog Pernille Rasmussen.

En god stresspolitik forholder sig konkret til et ”før”, ”under” og ”efter”: Hvad vil vi gøre forebyggende? Måske et årligt oplæg med en foredragsholder udefra. Hvilket beredskab har vi, hvis nogen er belastet - hvem ringer man til først, er der en psykologordning, går man til HR, sin egen leder? Det skal konkret beskrives. Også hvilke procedurer der er, når først en kollega er blevet sygemeldt med stress.

Når I skal udforme en stresspolitik, kan I tage udgangspunkt i den såkaldte IGLO-model, hvor bogstavsforkortelserne står for individ, gruppe, ledelse og organisation – altså et fælles ansvar i alle led. Modellen kan hjælpe med at sætte fokus på, hvad de forskellige niveauer kan og bør foretage sig for at sikre trivslen. Find frem til, hvad der er en opgave for den enkelte medarbejder for at beskytte sig selv og sine kolleger. Hvad kan man som team eller afdeling gøre? Hvad er opgaven for lederen af den enkelte afdeling? Og hvad skal det øverste ledelsesniveau i organisationen gøre?

Er du stresset?
Læs om symptomer, forebyggelse og meget mere på HK’s temaside om stress. Her kan du også tage en stresstest.

Tjek de vigtigste årsager til, at du kan blive stresset

- Du er nødt til at få restitueret din hjerne, og det er vi ikke ret gode til. Vi sover generelt mindre og dårligere end tidligere. Det er et stort problem. Men vi er også blevet dårligere til at holde pauser i løbet af arbejdsdagen - eller dagen i det hele taget. Vi har ikke længere så klart definerede pauser på arbejdspladserne, og når vi endelig tager en pause fra arbejdet, sidder mange og scroller på deres mobiltelefon. Men det er ikke en hjernepause. Du træner heller ikke din biceps fem timer i træk, og vi er nødt til at tænke på vores hjerne på samme måde. Sørg for at holde pauser. I skal hjælpe hinanden med at skabe en sund pausekultur, så den enkelte ikke får følelsen af, at man er den eneste, der tager en pause, mens de andre sidder og knokler. Og kom ud i den friske luft - uden mobilen.
- Der er meget forskning, som peger på, at det er en rigtig god idé, at vi har lov til at indrette vores dag efter vores døgnrytme. Mens A-mennesker måske skal møde klokken 7, skal B-mennesker måske først møde klokken 10. På den måde får man mest ud af sine medarbejdere. Det gælder også i forhold til den livsomstændighed, man nu er i, fx hvis man har små børn. Coronakrisen vil formentlig gøre det nemmere for folk at få lov at arbejde hjemme, fordi det jo er blevet tydeligt, at folk faktisk laver noget, når de er hjemme. Fortæl din chef, hvad du ønsker - og brug selvfølgelig de frihedsgrader, du har.
- Vi forstyrrer hinanden rigtig meget på arbejdet. Jeg hører folk sige, at de er nødt til at tage en hjemmearbejdsdag, så de kan få lavet deres arbejde - det er jo skørt og et kæmpe problem. Jeg oplever, at folk bliver stressede, fordi de må arbejde videre derhjemme om aftenen, fordi de ikke kan få ro til det på deres arbejde. I er nødt til at få lavet nogle spilleregler - fx at man går ud, når man snakker telefon, og at man går hen til den, man taler med. Og det er ikke nok at sige det én gang, og så gøre det til en individuel ting at sige fra. Der er brug for synlige påmindelser og evalueringer, før det bliver en integreret kultur. Se også på jeres indretning, da bevægelse i ens synsfelt er forstyrrende.
- Vi er blevet dårligere til at hjælpe hinanden. Til vores forsvar er vi også blevet mere specialiserede, så det kan være sværere for andre at træde til. Men du kan altid hjælpe med et eller andet - om ikke andet med at printe nogle papirer eller hente en kop kaffe. Vi ved, at social støtte forebygger stress. Hvis du tilbyder hjælp, betyder det ikke, at du skal overtage en kollegas opgave. Bare en praktisk hjælp, der tager to minutter, kan betyde virkelig meget - men alene det at interessere sig for en kollega, spørge ind til en opgave, lytte til besværligheder og give sparring er ofte en afgørende støtte.
Du har for mange opgaver og ved ikke, hvilke du skal prioritere højest
- Travlhed over længere tid kan føre til stress, fordi du hele tiden er bagud. Jeg ser rigtig mange mennesker tage vildt meget ansvar for at nå alle deres ting - selv om det slet ikke er deres ansvar, men deres arbejdsgivers - og så ender de inde hos mig i et stressbehandlingsforløb. Du er nødt til at tale med din leder, hvis du har for meget. Din chef ved måske ikke, hvor meget du har på dit bord. Og så må I sammen prioritere i opgaverne. Det kan også være en rigtig god idé på forhånd at have lavet en aftale med din chef om, hvad du skal prioritere højest i perioder, hvor I ved, at der er travlt. Det tager energi at skulle beslutte det fra gang til gang.
- En arbejdskultur, hvor du ikke må lave fejl, er skidt og kan være enormt stressende. Det kan fylde enormt meget mentalt, så du aldrig helt kan slappe af, men hele tiden er på vagt, sikrer dig og dobbelttjekker. Hvorimod at hvis du ved, at det er okay at lave fejl, så falder skuldrene ned, så du kan være dig. Du kan være et menneske, for det er menneskeligt at fejle. Det betyder naturligvis ikke, at man skal elske fejl - men man skal bruge dem, turde at tale åbent om dem og lære af dem. Hvis vi hele tiden er fokuseret på at undgå at lave fejl, så tør vi heller ikke prøve noget nyt, så det bremser noget kreativitet.
- Vi har brug for, at det, vi laver, giver mening, og at vi skaber en værdi for nogen. Det klassiske eksempel er, at du sidder og skriver et mødereferat, som du bare ved, ikke bliver læst af nogen. Du bliver demotiveret og risikerer at få undergravet dit selvværd. Og ofte er man jo bange for at miste sit job, hvis man siger det højt - så derfor kommer det ikke frem i lyset. Det er selvfølgelig særligt problematisk, hvis det meningsløse arbejde kommer oven i en travl hverdag - men det kan også i sig selv give en stressreaktion, hvis vores ressourcer og kompetencer ikke bliver brugt på en stimulerende måde.
- Anerkendelse og ros er benzin og energi for os. Det giver en følelse af samhørighed. Og vi har som mennesker behov for at blive set og hørt. Selvfølgelig skal ledelsen gøre noget og være rollemodeller, men man kan ikke altid vente på ledelsen, så vi kan starte med at rose hinanden som kolleger. Når jeg er ude og holde foredrag, er der altid nogen, der rækker hånden op og spørger ”men vi skal vel ikke skamrose hinanden?” Nej, det skal vi ikke. Men jeg har omvendt aldrig mødt en arbejdsplads, hvor folk har fundet det problematisk, at man roste hinanden for meget.