vælg din nye formand

Den 18. november skal medlemmerne i HK Privat Midt vælge deres nye formand. Det sker til ekstraordinær generalforsamling, der afholdes online kl. 19. Som medlem af HK Privat Midt kan du tilmelde dig her: www.hk.dk/aktuelt/kalender/D2292228290

Der er pt. 3 kendte kandidater til posten. Dem kan du læse en kort tekst om - og se en kort video med - herunder. God fornøjelse.

 

Marianne Glintborg

Tekst fra kandidaten:

Jeg hedder Marianne Glintborg og jeg stiller op som sektorformand i HK Midt privat

Jeg er 55 år, bor i Odense sammen med min mand Paul, og tilsammen har vi 3 voksne børn og så er jeg mormor til Sebastian på 7 år.

HK er en stor, stærk og organiserende fagforening, som favner mange forskellige fag og mange forskellige medlemmer, både faglærte og ufaglærte. Det kræver både dygtige og kompetente valgte og ansatte for at kunne varetage medlemmernes ønsker og behov.

Jeg er selv uddannet pædagog men har i de sidste 13 år været ansat som faglig konsulent i PMF Fyn. I mit daglige arbejde er jeg vant til at servicere medlemmer og tillidsvalgte. Jeg forhandler med arbejdsgiverne, jeg sagsbehandler for medlemmerne og så underviser jeg i overenskomststof og arbejdstidsregler. Jeg har politiske ansvarsopgaver, og mine kernekompetencer er organisering og uddannelse af de tillidsvalgte. Jeg er vant til at træffe beslutninger og handle på disse.

HK Midt er derfor en stor del af mit liv. 
Siden jeg meldte mig ind i HK for 13 år siden, har jeg haft min jævnlige gang i HK Midt. Jeg er formand for Brancheklubben Organisationer, og i de sidste 5 ½ år har jeg siddet med i sektorbestyrelsen og har i en periode været suppleant i landssektorbestyrelsen. 

Det faglige og politiske arbejde i HK Midt er både spændende og berigende og med mine kompetencer og erfaring er jeg sikker på, at jeg kan gøre en forskel for medlemmerne. 

Jeg vil som sektorformand bl.a. stå i spidsen for, at medlemmerne mærker, hvor værdifuldt fællesskabet er, at de tillidsvalgte bliver klædt endnu bedre på til at kunne løse de udfordringer, som opstår på arbejdspladserne, og ikke mindst, at vi får endnu flere medlemmer i HK Midt, for SAMMEN ER DU STÆRKERE.

 

 

Michael Henningsen

Tekst fra kandidaten:

Jeg hedder Michael og har 18 års erfaring fra store koncerner. De sidste 14 som leder. Jeg har arbejdet mig op gennem rækkerne men aldrig glemt hvor jeg kommer fra.

Jeg kender om nogen de krav der stilles til medarbejdere. Jeg blev leder for at gøre en forskel for mennesker og som formand kan jeg gøre en endnu større forskel for mange flere. 

Jeg har været arbejdsmiljørepræsentant i 8 år – det er et emne der ligger mig meget på sinde. Vi skal sikkert igennem arbejdslivet.

Jeg ved jeg kan være med til at give jer det arbejdsliv i har krav på.

Jeg tror på at en formand skal være i øjenhøjde. Det betyder at jeg som formand vil sikre, at alle tillidsvalgte altid kan bede mig deltage i lokale arrangementer og hver måned holder jeg et online møde hvor alle medlemmer kan få at vide hvad jeg arbejder med, stille spørgsmål og komme med ideer til nye emner.

Vi bruger mere tid på arbejde end sammen med vores familie – så den tid skal være kvalitetstid. Vi skal forbedre det psykiske arbejdsmiljø så færre får stress, bliver krænket eller mobbet. Der er ikke nogen som skal blive syge af at gå på arbejde.

Vi har været for dårlige til at fortælle om forskellen mellem os og de gule fagforeninger. Prisen afspejler i høj grad kvaliteten. Vi skal forklare forskellen, tage kampen op og vinde medlemmerne tilbage.
De kurser som vi udbyder skal i højere grad forberede jer på fremtiden. Vi skal løbende opgraderes – ikke stå stille.

Vi skal tage aktuelle emner op – som agilitet, digitalisering og kunstig intelligens og få det afmystificeret så vi sammen kan se mulighederne i det fremfor begrænsningerne.

Ordsproget ”når forandringens vinde blæser bygger nogle læhegn andre vindmøller” – forklarer forskellen mellem at skærme sig for nutiden eller gribe nutiden og gøre sig klar til fremtiden.

Vi skal gribe fremtiden og sammen skabe det gode arbejdsliv som i har krav på. Men det kræver at vi griber nutiden og tør tænke anderledes og begynde at finde løsninger.

 

 

Nicolai Arentz Schmidt Konradsen

Tekst fra kandidaten:

Jeg stiller op baggrund af mange års bestyrelsesarbejde, organiseringsarbejde og frivilligt arbejde i HK. Trods min alder på 27 år er jeg aldeles erfaren i HK og i at arbejde sammen med, samt organiserer, HK´s medlemmer.

Tidligere i mit arbejdsliv har jeg arbejdet i 3F Odense GOPS som faglig sekretær, hvor jeg har kørt sager for medlemmer, hjulpet tillidsvalgte, indgået nye overenskomster og fornyet gamle. Yderligere har jeg de seneste 2 år arbejdet som konsulent i LO på Fyn, hvor jeg er kommet helt tæt på fagbevægelsens politiske maskinrum.

Hvis man stemmer på mig til posten som formand får man en formand som brænder 100% for at repræsentere medlemmerne, og kæmpe for alle medlemmer alle døgnets timer. Jeg ved hvad jeg det kræver, og jeg er klar på at bruge den tid og de ressourcer der skal til for at være en god formand for HK Privat Midt.

Her er nogle af de ting jeg vil arbejde med hvis jeg bliver formand:

- At HK Privat Midt bliver en markant politisk spiller, som sætter den politiske dagsorden

- At endnu flere melder sig ind i vores fællesskab

- At vi bliver endnu bedre til at skabe gode relationer til vores medlemmer, og dermed fastholde flere

- At vi altid er der for vores tillidsvalgte, både arbejdsmiljørepræsentanterne og tillidsrepræsentanterne

- At vi gør endnu mere for vores ledige medlemmer, og kæmper for ordentlighed over for de ledige

- At vi bliver endnu bedre til at være digitale, og lærer at styrke fællesskabet - også når coronaen sætter en stopper for fysiske møder

- At vi i HK Privat Midt har en stærk stemme i forbundshuset

Jeg håber i vil deltage i den ekstraordinære generalforsamling som foregår online d. 18. november og stemme på mig.”