Freja Fechtenburg

Freja Fechtenburg. Foto: Torben Villumsen.

Hvorfor skifter du job?

Jeg var færdiguddannet hos FødevareKøbenhavn i Glostrup. Det er rigtig spændende at arbejde med fødevaresikkerhed, så da dette job dukkede op, søgte jeg det. De ville gerne, at jeg startede hurtigst muligt, selv om jeg ikke havde afsluttet min elevtid helt. Så jeg kom herind en måned før tid og gjorde min uddannelse færdig her. Det kunne godt lade sig gøre.

For mig giver det rigtig god mening at arbejde med fødevaresikkerhed, og at folk ikke bliver syge af den mad, de spiser.

Hvad skal du lave i dit nye job?

FødevareSjælland/Fyn hører under Fødevarestyrelsen, og enhedens væsentligste opgave er at føre tilsyn med fødevarevirksomheder. Jeg sidder i sekretariatet, hvor jeg tager mig af registrering og journalisering af virksomheder, når de startes op, ændrer navn eller ophører. Vi er i alt fire sekretærer, og det er os, der laver datakontrol og sørger for, at de forskellige certifikater for fødevarer bliver registreret og journaliseret korrekt. Det er der mange opgaver forbundet med. 

Sekretariatet understøtter vores tilsynsførende, når de er ude og føre tilsyn med fødevarevirksomheder fx med at oprette økologierklæringer eller printe kontrolrapporter og bøder ud. Vi håndterer mange henvendelser fra borgere, der klager over, at der fx er beskidt i deres supermarked, eller at de er blevet syge af at spise på en restaurant. Dagligt kommer der mange besøgende i huset, og det er os, som byder dem velkommen.

Derudover er der løbende ad hoc opgaver fx med at bestille certifikatpapir og hjælpe med it. Når nye medarbejdere tiltræder, er det os, der sætter deres computere op.

Der sker så meget i en fødevarekontrolenhed. Her er masser af liv. Opgaverne i jobbet er forskelligartede, og det gør hverdagene meget afvekslende. Og det er det, som jeg synes, er rigtig spændende. Det er bare lige mig at journalisere, sætte i system og hjælpe.

Hvad ser du frem til i dit nye job?

Jeg har jo prøvet meget af det og kender it-systemerne, men jeg skal lære nye opgaver og nye måder at gøre tingene på. Jeg ser frem til at gå i dybden med det og få noget mere erfaring og rutine. Det er dejligt at få nye kolleger. Jeg glæder mig til at være sammen med en masse givende mennesker og gøre en forskel i forhold til fødevaresundheden.