Maria Louise Jacobsen foran indgangen til Testcenteret på Aarhus Universitetshospital
Det lå ellers ikke lige for, at Maria Louise Jacobsen skulle være en af dem, østjyderne møder, når de skal Corona-testes. Maria Louise Jacobsen er uddannet kontorassistent i Region Midt med speciale i offentlig administration men har siden arbejdet som først arrangementskoordinator og senest som kliniksekretær hos en fysioterapeut. Fysioterapeuten måtte som mange andre under Corona-pandemien skære ned, så det blev småt med timerne og tid til at finde et nyt job.
Et lille bidrag til et stort problem
Ligesom mange andre følte Maria Louise Jacobsen en Corona-træthed, men da hun så jobopslaget, blev hun bare nødt til at søge jobbet.
- Corona hang mig faktisk ud af halsen. Jeg var ked af at læse om de mange syge og træt af, at vores hverdag er blevet begrænset. Så kan man måske undre sig over, hvorfor jeg søgte et job på et Covid-19 Testcenter, griner Maria Louise Jacobsen og uddyber:
- Jobbet lød enormt spændende, og jeg ville så gerne bidrage til, at vi kommer godt igennem denne enorme sundhedskrise. Selv om mit bidrag er lille i det samlede hele, så er det enormt meningsfuldt at være med til.
Sådan møder østjyderne Maria Louise Jacobsen, når de kommer til corona-test.
På kontoret og i sporet
Der er to ben i Maria Louise Jacobsens job. Hun har vagter på kontoret og ”i sporet”, som det hedder, når man fysisk sidder ude, hvor borgerne kommer ind til test.
På kontoret passer hun funktionspostkassen, hvori der kommer henvendelser fra læger, kommuner, tandlæger, børnehaver, plejehjem, fysioterapeuter etc., som beder om tests til medarbejdere i forbindelse med smitteopsporing. Her ordner hun alt det praktiske i at få folk indkaldt til test.
Ude ”i sporet” tager Maria Louise Jacobsen imod de borgere, der kommer til test. Hun spørger, om de er henvist eller selv har booket en tid, og hvorfor de skal testes. Det er en af hendes sundhedsuddannede kollegaer, der poder borgerne, mens Maria Louise Jacobsen står på den sterile side og er klar med glasset til vatpinden. Herefter skal der låg på, og glasset skal i den rigtige kø, inden prøverne bliver hentet, analyseret og bliver til et længe ventet svar ude hos borgeren.
Ventetid, angst og surhed
Nogle borgere har ventet længe, før de kunne få en tid til test, og hvis de så også oplever kø, når de møder op, kan bægeret flyde over.
- Vi behandler alle pænt - også de sure. De sure er faktisk ofte bare nervøse og vil gerne have det overstået. Jeg ved, at det ikke er mig, de er sure på, og jeg tager mig slet ikke af det. Jeg har arbejdet i servicefag i mange år, så det preller af på mig. Jeg smiler og spørger ind til dem. Det er dejligt at møde så mange forskellige mennesker på en dag, og langt de fleste er utroligt søde. En dag var der en dame, der takkede os overstrømmende for vores indsats. Det gjorde indtryk på mig, fortæller Maria Louise Jacobsen.
Tæt på smitten
Inden det nye testcenter åbnede, fik Maria Louise Jacobsen og hendes kollegaer grundig undervisning af en hygiejnesygeplejerske, så de følte sig godt klædt på til at håndtere smittefaren. Når hun arbejder ude ved borgerne, der kan være smittede, har hun alle tænkelige værnemidler til rådighed. Hun sidder bag en rude og er iført visir, mundbind, handsker og et forstykke. Alt bliver sprittet af. Også hvis en anden kollega skal bruge computeren eller besvare et telefonopkald.
Maria Louise Jacobsen bag ruden på jobbet.
- Vi er utroligt opmærksomme på at overholde procedurerne for alt, for vi vil jo gerne passe på hinanden. Vi har stor respekt for, at det er COVID, vi har med at gøre, og at den kan være farlig. Men når man har seriøse og professionelle kollegaer, de nødvendige værnemidler, sprit i rigelige mængder og alle overholder procedurerne, så tænker jeg ikke så meget over smittefaren. Vi kan blive testet, hvis vi oplever en risikosituation, men det har heldigvis ikke været aktuelt, siger Maria Louise Jacobsen.
Med alle de forholdsregler, der bliver taget på Maria Louise Jacobsens job, mener hun, at der er større risiko for, at blive smittet, når hun handler på vejen hjem. Og når hun når helt hjem, kan hun stadig fornemme sit mundbind.
- Jeg kan mærke mundbindet i flere timer, når jeg kommer hjem efter at have haft det på en hel dag. Det er irriterende, men det er mit eget valg at have det på. Jeg kunne undgå det, fordi jeg har visir på, men jeg har det rigtig godt med at vide, at jeg har taget alle forholdsregler for ikke at tage smitte med hjem til min familie, slutter Maria Louise Jacobsen.
