Charlotte Severinsen er tidligere lægesekretær ansat i Region Nordjylland
- På alle de afdelinger, hvor jeg arbejdede, lå der journaler fra gulv til loft, som skulle skrives. Vi kom aldrig i bund.
Ordene kommer roligt fra 40-årige Charlotte Severinsen, når hun beskriver fortiden.
En rolig og nøgtern kontrast til den særdeles pressede hverdag, der ifølge Charlotte prægede arbejdet som lægesekretær på forskellige offentlige sygehuse i Nordjylland.
HK-medlem Charlotte Severinsen påbegyndte uddannelsen som lægesekretær i 2003 og blev uddannet i 2005. Elevtiden tilbragte hun på fire forskellige afdelinger under Region Nordjylland. På uddannelsen havde Charlotte og de andre fået at vide, at deres arbejde var i fare for at blive ”overtaget” af elektroniske patientjournaler.
- Derfor blev vi fortalt, at vi skulle gribe de opgaver, vi kunne, når vi som færdiguddannede lægesekretærer kom ud på sygehusene, erindrer Charlotte.
Og opgaver var der nok af overalt, også i det første job som uddannet.
Græd uden grund derhjemme
- Mange lægesekretærer vil sikkert give mig ret i, at der er mange flere opgaver end bare at skrive journaler, og vi lå vandret for at nå det hele. Men på det tidspunkt kunne jeg godt lide at have travlt, og det var dejligt at have opgaver at møde ind til om morgenen, fortæller Charlotte Severinsen, gift og mor til 2 børn.
- Samtidig oplevede jeg ikke at kunne slippe arbejdet, når jeg havde fri. Ved sengetid kunne jeg sætte mig ret op i sengen og græde. Det skete 4-5 gange, uden at jeg kunne forklare min mand hvorfor. Det var nogle af de første tegn på stress, som jeg burde have reageret på dengang, lyder eftertanken fra Charlotte.
Året var nu 2013, og Charlotte Severinsen havde arbejdet i sygehusverdenen i 10 år. Hun rykkede fra en meget presset sygehusafdeling i Aalborg til Gynækologisk Ambulatorium, der dengang lå på Vesterbro i Aalborg.
- Det var en dejlig afdeling med ro på; ikke som de tidligere afdelinger, siger Charlotte Severinsen.
Mistede nær kollega
Alligevel var det på den nye afdeling, der skete noget, som fik bøtten til at vælte for hende. Charlotte og hendes kolleger fik en septemberdag den triste besked, at en nær kollega var afgået ved døden.
En lille gul seddel fik det hele til at ramle
Det foregik på den måde, at en af Charlottes kolleger gav hende en lille gul seddel for at minde hende om en opgave. Lige dér blev det for meget.
- Jeg brød sammen. Græd, hikstede og kunne ikke få vejret. Min leder spurgte, hvad der var galt – hun kunne se optrækket til sammenbruddet. Der var ingen tvivl om, at jeg skulle hjem, men et par uger derhjemme var slet ikke nok, beretter Charlotte.
En lille gul seddel fra en kollega med en opgave på fik det hele til at ramle for Charlotte Severinsen
Charlotte Severinsen tror, når hun vurderer forløbet i bakspejlet, at det var det gamle arbejdspres, som slog igennem. Og sammenbruddet skulle vise sig at blive startskuddet til 5 års ufrivillig pause fra arbejdsmarkedet.
- Der gik ikke længe, før jeg fik konstateret angst og depression, som jeg fik medicin for. Pillerne virkede i 14 dage. Det kan godt være, at de kaldes lykkepiller, men de var ikke lykken for mig. Pillerne dæmper både de triste tanker og de glade tanker. Jeg kunne slet ikke smile, fortæller Charlotte.
Efter et halvt år blev hun trappet ud af lykkepillerne. Og så begyndte den lange og seje kamp for alvor. Med Charlottes egne ord:
- Jeg blev afskediget fra sygehuset pr. 1. september 2014, hvilket var det absolut bedste, for jeg kunne ikke vende tilbage til jobbet som lægesekretær, og læge og psykolog havde da også stærkt frarådet mig det. Grundet manglende bedring blev jeg efter ca. halvandet år vurderet på Psykiatrisk Afdeling, hvor jeg endelig fik en forståelse og overordnet vurdering af min tilstand: En alvorlig stressbelastning. Mit nervesystem var i så megen uro, at jeg bare skulle have komplet ro. Man kunne ikke sige, hvor lang tid det ville tage, for man vidste ikke, i hvor lang tid tilstanden var bygget op. Jeg fik blot at vide, jeg skulle acceptere tilstanden og forvente, det ville tage tid. Deres vurdering var, at jeg aldrig ville kunne klare et fuldtidsjob igen, hvis jeg overhovedet kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet.
Havde uro i kroppen, nedsat taleevne og regnede som et barn
- I 4 ½ år var hver eneste dag sådan: Rysten og uro i hele kroppen, konstant træthed, tankemylder, stress, glemsomhed, nedsat evne til at tale uden fejl og regneevner på 2. og 4. klasses niveau, ekstrem lydfølsomhed og problemer med at være sammen med mange på én gang. Bare for at nævne nogle få ting, jeg kæmpede med. Med det fulgte håbløshed og nedtrykthed, for jeg følte dagligt, at det aldrig blev bedre og heller ikke ville blive det. Jeg følte mig som en dårlig hustru, mor, datter, søster osv. Jeg skammede mig over, at jeg ikke kunne som før, og at jeg ikke var som før. Jeg mistede troen på mig selv og min fremtid, som dengang syntes håbløs.
Healing og jobafklaring hos tandlæger
Men der viste sig at være håb for Charlotte. Det store vendepunkt kom, da hun fandt ud af, at den særlige healingform, der hedder Reiki-healing, gavnede hende. Healingen fik uroen til at forsvinde. Sideløbende hermed gik hun til psykolog. Et jobafklaringsforløb i 2018 førte hende til en praktik hos en privat tandklinik, Farsø Tandlægehus i Vesthimmerland.
En særlig form for healing gavnede Charlotte
I begyndelsen arbejdede Charlotte Severinsen kun i halvanden time x 2 pr. uge med nemme opgaver. Alle på klinikken, både chefer og kolleger, viste forståelse for, at Charlotte skulle meget langsomt i gang igen. Så hun følte sig helt tryg på arbejdspladsen.
- Min udvikling bar frugt, og jeg blev tilbudt en stilling som tandklinikassistentelev Ny Mesterlære med start 1. januar 2019, stadig med fokus på læring og udvikling i rette tempo for mig. Jeg havde aldrig troet, jeg kunne komme så langt. Det har været en hård tur, og der kan da stadig være hårde dage, hvor jeg på en pæn måde får at vide, jeg skal tage det helt roligt, konstaterer Charlotte Severinsen med den selverkendelse, der fødes af at være kommet ud på den anden side.
- Jeg havde aldrig troet, at arbejde kunne være så godt, som det er nu, siger den 40-årige tandklinikassistentelev i dag. Kigger hun tilbage, ville hun ikke have været den proces foruden, som hun har været igennem.
Hvilket kan lyde paradoksalt, og hun mener også, at det vil være bedst for andre at undgå det, hun blev ramt af. Men selv har hun lært at lytte til de små tegn.
For meget pres på sygehusene
Charlotte Severinsen husker tilbage på grædeturene i soveværelset, og at hun engang blev dårlig om natten på grund af hjertebanken. Lægen på 112 slog det hen som for megen mavesyre, men psykologen sagde senere, at det nemt kunne have været et angstanfald.
Charlotte Severinsen kritiserer i dag det pres, hun oplever i samfundet og på arbejdspladserne:
- Mine nuværende chefer har meget fokus på forebyggelse af stress. Men dengang, på sygehusene, knoklede vi løs og var bange for at blive udraderet som faggruppe. Men det kom jo ikke til at holde stik, at lægesekretærerne forsvandt. Jeg er rystet over at læse, at der ikke er blevet uddannet flere i de år, jeg har været væk, og at problemerne er de samme i dag. Jeg får helt kvalme af at tænke på det, erklærer Charlotte Severinsen.
Vandt flot pris sammen med nuværende arbejdsgiver
Hun har lært, at man godt kan komme tilbage efter en nedtur, men også, at det vigtigste er at have det godt. Hendes råd: Har du et stresset job, så brug fritiden på at være sammen med familien. Gør noget, der gør dig glad og fylder energibeholderen op. Så er det mindre vigtigt, om der bliver gjort rent i dag eller i morgen.
- Coronakrisen har da også været et ”break” i hamsterhjulet, selv om jeg selv måtte arbejde mere i foråret, fordi kollegerne var sendt hjem. Jeg arbejdede sammen med tandlægen og lærte meget, for jeg fik nærmest eneundervisning, men det var da skønt, da kollegerne kom tilbage, siger Charlotte Severinsen.
- Min historie er et godt bevis på, at det er muligt, med den rette tilgang, at få en tidligere stressramt i arbejde igen
Charlotte Severinsen er kommet så langt i sit arbejdsliv, at hun 14. september i år modtog HK Privat Nordjyllands pris som ”Årets Elev” inden for tandklinikker. Hendes arbejdsgivere i Farsø Tandlægehus vandt samtidig prisen som ”Årets Elevplads” inden for samme område. Parterne havde uden at vide det gensidigt indstillet hinanden. Og Charlotte er helt på det rene med, at hendes nuværende arbejdsgivers hjælp har været uvurderlig:
- Min historie er et godt bevis på, at det er muligt, med den rette tilgang, at få en tidligere stressramt i arbejde igen, siger Charlotte, der for længst har genvundet sine færdigheder.
Bruger skoven og himlen
Da interviewet finder sted i skoven, er det nærliggende at slutte med at kigge lidt på omgivelserne, og hvad de betyder for Charlotte.
- Da jeg var længst nede, skulle jeg bare have ro og være derhjemme. Da jeg fik det bedre, begyndte jeg at gå ture i skoven og at nyde naturen, sige Charlotte, der bor tæt på Rebild Bakker og skovområderne ved Rold.
- Jeg holder af skoven, men ikke den mørke del af den. Jeg skal helst kunne se himlen over træerne, lyder det tankefuldt fra den snart færdiguddannede tandklinikassistent.
- Jeg holder af skoven, men skal helst kunne se himlen over træerne, siger Charlotte