“Han respekterede ikke min afvisning”

Jeg underviste en borger, der var meget fremme i skoene. Han smilede lidt ekstra, snakkede lidt ekstra, hilste altid engageret, og jeg kunne godt mærke, at han syntes, jeg var sød. Pludselig begyndte han at sende beskeder på min arbejdstelefon: “Ej hvor er du sød” eller “Ej hvor ser du godt ud”.

Næste gang jeg havde ham til undervisning, sagde jeg, at jeg ikke syntes, at det var i orden, og at han skulle stoppe med at skrive til mig. Han svarede, at han bare syntes, jeg var så sød, og at han troede, at jeg også syntes, at han var sød. Jeg forklarede ham, at det var mit arbejde at hjælpe ham, men at jeg også hjalp alle de andre.

Han undskyldte – men efter et par dage skrev han til mig igen. Så havde jeg fat i ham endnu engang og sagde, at det stopper nu, det stopper lige nu.

Efterfølgende gik jeg til min leder, og det viste sig, at manden også havde skrevet til en af mine kolleger. Efter det fik han en ny mandlig sagsbehandler.

I starten da han skrev, tænkte jeg “ja, ja”.

Men jeg blevet meget vred, da han ikke respekterede min afvisning. Det har ikke efterfølgende haft de store konsekvenser for mig, men jeg kan dog mærke, at jeg er blevet lidt mere kontant.

- Jobkonsulent i midtjysk kommune


“Ærgerligt, at du ikke er til yngre mænd, ellers kunne vi være endt i den 69’er, jeg har drømt om”

For nogle år siden læste jeg en diplomuddannelse på fuld tid. Til en personalefest møder jeg nogle nye medarbejdere, som er startet, mens jeg har været væk. Jeg hilser, giver hånd og præsenterer mig og tænker ikke mere over det.

Dagen efter får jeg en besked fra en af dem i min Messenger-indbakke. Han skriver: “Tak for i går”. Jeg tænker, at det var lidt spøjst, men svarer: “Selv tak, håber, I kom godt hjem.” Dertil svarer han: “Hvor er du dog en smuk kvinde, jeg blev helt bjergtaget”. Jeg svarede afvæbnende: “Nå, nå – tak for det”.

Herfra begynder han at spørge, om jeg går med nylonstrømper, om de er sorte og selvsiddende. Jeg svarer ham, at jeg synes, at han bliver lige lovlig familiær, og at jeg gerne vil slutte her. Dagen efter skrev han, at han syntes, jeg var så lækker. Jeg svarer: “Stop, du er simpelthen for ung til mig.”

Jeg går slet ikke i nylonstrømper længere, og jeg undgår helt personalefester

JEG KASTEDE OP

Han var 39 år, og jeg var 48 år på det tidspunkt. Efter det går der faktisk noget tid, og jeg tænker, at nu fik jeg fred for ham. Men så en aften, hvor jeg er alene hjemme og sidder og spiser min aftensmad i sofaen, får jeg en besked i indbakken, hvor han skriver: “Hvor er det ærgerligt, at du ikke er til yngre mænd, ellers kunne vi være endt i den 69’er, jeg har drømt om”.

Det løb mig koldt ned ad ryggen, jeg fik det fysisk dårligt og løb op på badeværelset og kastede op, fordi jeg syntes, det var så ulækkert. Jeg tror, at det var det der med, at det var trængt ind i mit hjem. Det var ikke noget, der foregik på mit arbejde, det var i mit hjem.

Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle håndtere det. Jeg gennemgik hele korrespondancen for at se, om jeg skulle have skrevet noget, der kunne misforstås. Det havde jeg ikke, og så blokerede jeg ham.

Jeg så ham på arbejdet hver dag, men der var ingenting. Senere fandt jeg så ud af, at han også havde skrevet til fem andre kvindelige kolleger og sendt billeder af legemsdele, de ikke havde lyst til at se.

Jeg sagde ikke noget til min leder, det var først, da jeg meldte fra til julefrokosten, hun spurgte, om der var noget galt, fordi det lignede ikke mig. Så begyndte jeg at ryste og fortalte hende så det hele. Hendes eneste reaktion var, at selvfølgelig skulle jeg da med, hun og min kolleger skulle nok sørge for at mandsopdække mig. Og så skete der ikke mere.

Først da det kom frem, at han også havde skrevet til fem andre kvinder – så kom min leder pludselig og spurgte, om jeg stadig havde korrespondancen. Og så blev manden bort-vist. Set i bakspejlet kunne jeg godt have brugt noget psykologhjælp, men det vidste jeg ikke på det tidspunkt. Men jeg kan mærke, at det har ændret mig i dag. Jeg er mere på vagt. Jeg tænker ekstremt meget over, om jeg nu går tækkeligt nok klædt. Jeg går slet ikke i nylonstrømper længere, og jeg undgår helt personalefester.

STADIG PÅVIRKET

Det er meget tabuiseret, og jeg kan mærke, at jeg stadig bliver påvirket af at tale om det i dag, selvom det er seks år siden. I dag er jeg selv tillidsrepræsentant, og jeg vil helt klart anbefale andre i samme situation, at de tager fat i deres tillidsrepræsentant, arbejdsmiljørepræsentant eller leder, hvis man har tillid til vedkommende. Seksuel krænkende adfærd skal håndteres. Det er ikke fordi, at alle skal bortvises, men man skal i hvert fald have en snak med vedkommende.

Når jeg kan se på mig selv, hvordan jeg “frøs”, som en stærk næsten 50-årig kvinde, så kan jeg godt forestille mig, hvor svært det må være, hvis man er kontorelev eller nyuddannet. Derfor skal det simpelthen håndteres med det samme.

- Sagsbehandler i storkøbenhavnsk kommune.

“Jeg har altid drømt om at komme i bukserne på dig!”

Da jeg fik min yngste søn, havde vi en mandlig tandlæge ansat. Jeg var på klinikken og vise vidunderet frem, da han var fire dage gammel. Pågældende tandlæge prikkede mig i maven, og sagde “Du er da godt nok noget tyk endnu, hva?”

Bagefter, da vi sad i kaffestuen, sagde han til vores nye mandlige chef: “Uh, nu skal vi holde øje, det bliver spændende om lidt, når hun skal amme!”

Jeg er ikke blufærdig, men her følte jeg klart, at det var over min grænse, og trak i privat rum, da jeg skulle amme.

Samme tandlæge lånte på et tidspunkt et par klinikbukser af mig, og sagde: “Jeg har også altid drømt om at komme i bukserne på dig!”

En anden oplevelse er til en julefrokost, hvor vi havde nogle selskabslege, og jeg skulle knække nogle nødder. Min daværende chef blev ved med at råbe: “Læn dig længere frem, vi kan ikke se nødderne!”. Jeg husker, at jeg syntes, det var utrolig upassende, og det gjorde mig ubehageligt til mode.

Nok ikke store ting, men nok til at de fik mig til at få det lidt “klamt”, selvom jeg sagtens kan tåle humor, også sort.

- Tandklinikassistent, Syddanmark.