Illustration: Tone Thoresen / Koalitionen.dk
Fredag den 27. november er det Black Friday, der traditionelt er tætpakket med ivrige handlende, som møver og maser og står i timelange køer for at få netop det tilbud, de har set sig lune på. Men i år holder butikkerne Black Friday midt i en pandemi, hvor vi skal holde afstand, undgå store forsamlinger, og hvor det anbefales, at kun én fra husstanden køber ind.
- Vi har en forventning om, at der på trods af corona også i år vil være mere aktivitet på Black Friday, siger Henriette Bjerg Mahrt, som er arbejdsmiljøkonsulent i HK Handel
Hun håber, at både kunder og butikker er ekstra opmærksomme i tiden op til og under Black Friday, når butikkerne kører de store tilbud i stilling.
- Afstand, håndsprit, bliv hjemme hvis du er syg. Vi kender udmærket de gode råd, men de er ekstra vigtige at holde fast i, især når der er travlt og hektisk, siger hun og understreger, at de handelsansatte har fuldstændig de samme arbejdsmiljørettigheder på Black Friday som på en hvilken som helst anden dag.
Den perfekte black Friday kunde
Giv kunderne en venlig opfordring med plakaten med otte bud til den gode måde at handle ind på. Hent plakat til print, og hæng den op i jeres butik.Overtrædelser kan i sidste ende anmeldes
Det er din arbejdsgivers ansvar, at myndighedernes retningslinjer bliver overholdt, og at du er sikret mod smitterisiko på dit arbejde.
- Det er et ledelsesansvar, at du og dine kolleger ikke bliver udsat for smitterisiko, og at det er sikkert og sundt for jer at gå på arbejde. Derfor er det vigtigt at handle, hvis retningslinjerne ikke bliver overholdt. Tag fat i din arbejdsmiljørepræsentant eller lokale HK-afdeling, hvis du er i tvivl, siger Henriette Bjerg Mahrt.
Overtrædelser kan f.eks. være, at kunderne ikke holder afstand, hygiejnen ikke er i orden, eller at der ikke bliver sørget for værnemidler.
- Hvis I har gjort din arbejdsgiver opmærksom på problemet, og der alligevel ikke bliver handlet på det, kan det i sidste ende blive nødvendigt at anmelde overtrædelserne til Arbejdstilsynet. Hvis der senere opstår en sag om coronasmitte på din arbejdsplads, kan det være vigtigt for den videre behandling af sagen, at I allerede har gjort opmærksom på, at der har været problemer.
Coronasmitte: Kan være arbejdsskade
Pr. 16. november 2020 har Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES), der behandler sager om arbejdsskader, modtaget 1.783 anmeldelser om arbejdsskader relateret til COVID-19. Tallet omfatter bl.a. sager om selve sygdommen, men også sager om f.eks. allergi som følge af brug af værnemidler.
Vejledning: Sådan klager du over arbejdsmiljøet
Black Friday og jul: Regeringens 9 nye anbefalinger
For butikkerne gælder bl.a., at de skal udvide åbningstiderne, afholde sig fra kø- og slagtilbud, forlænge byttefristen, sikre god plads og håndsprit mv.
For kunderne gælder, at de skal blive hjemme, hvis de har symptomer, handle alene og udnytte den fulde åbningstid.
Se alle anbefalinger