Hvis Kombit eller KMD havde håbet, at den tredje i rækken af tilfredshedsmålinger af KSD – Kommunernes Sygedagpengesystem - ville vise en ændring til det mere positive, er det ikke tilfældet.

Kommunalbladet har fået aktindsigt i den tredje måling fra slut oktober blandt sagsbehandlere og projektledere i KSD og den viser en stort set uændret utilfredshed.

På en skala fra 1-5, hvor 1 er dårligst ligger den gennemsnitlige (u)tilfredshed på 1,95. Det er nærmest på decimalen det samme som den foregående fra primo september.

Utilfredshed med breve, svartider og automatik

Denne gang har man spurgt ind til specifikke forhold ved systemet – og her skiller flere funktionaliteter sig negativt ud.

75 procent er utilfredse/meget utilfredse med svartiderne i KSD. 

Samme utilfredshed er der med brevdelen i KSD, ligesom den automatiserede del heller ikke får de positive stemmer frem.

Kun 20 procent er enten tilfreds eller meget tilfreds med de automatiske afgørelser eller de automatiserede arbejdsgange.