Dommerne må råbe meget højere om presset på domstolene, opfordrer den pensionerede retspræsident Torben Goldin onsdag i Berlingske. Imens må medarbejderne fortsat vente på at høre, om den kommende flerårsaftale for politi og anklagemyndighed også rummer et løft til domstolene. Foto: Mostphotos.
Domstolene kan ikke – med de bevillinger, man har i dag – fungere, som det hører sig til i en retsstat. Der skal milliarder til at rette op på skuden, og det skal være nu, for at undgå et totalt sammenbrud. Det skriver forhenværende retspræsident Torben Goldin ved Retten på Frederiksberg 9.december 2020 i Berlingske.
Dommere er alt for pæne
De pæne dommere må skrue op for retorikken og råbe meget højere om problemerne og konsekvenserne for det danske retssamfund, lyder opfordringen fra den pensionerede retspræsident.
’Jeg fatter simpelthen ikke, at domstolene fortsat er så stilfærdige, så "pæne", som de er, i deres krav. Ingen ledende domstolsjurist eller Dommerforeningen tør hæve stemmen ud over almindeligt samtaleniveau. Men det fører ingen vegne. Det har man forsøgt i årevis, men det indgyder åbenbart ingen respekt og sætter vores demokrati i stor fare. Jeg skammer mig faktisk over mine tidligere kolleger, som ikke er deres samfundsansvar bevidst. Der bør råbes meget højt og samtidig gøres opmærksom på konsekvenserne i tilfælde af manglende lydhørhed,’ lyder kritikken.
30 procent færre HK-ansatte
Mens antallet af sager stiger, er antallet af HK'ere ved domstolene raslet ned. 30 procent færre fuldtidsstillinger var der i 2018 sammenlignet med 2008. Et fald fra 1.252 til 840 årsværk.
I HK Stat er formand Rita Bundgaard helt enig i, at der er behov for en massiv genopretning af de pressede domstole.
Rita Bundgaard er helt enig med dommerne i, at der er akut brug for flere penge til de pressede domstole. - Vi kunne godt tænke os, at politikerne lyttede mere til advarslerne, siger hun. Foto: Mikkel Østergaard
- Der er ingen grund til at skamme sig – såvel Dommerforeningen som HK Stat har råbt op om problemerne og råber fortsat højt. Men koret må gerne være større og kraftigere, og vi kunne godt tænke os, at politikerne lyttede mere til advarslerne, siger hun.
Repræsentanter fra HK Stat har talt om problemerne med den pressede straffesagskæde på en række møder med Folketingets Retsudvalg, justitsministeren og partiernes retsordførere, siden de første tilløb til en ny politiaftale blev taget sidste år.
LÆS OGSÅ: HK møder justitsministeren: Der er brug for alle faggrupper
Nedskæringer fortsætter år efter år
Et opslag i regeringens finanslovsforslag viser, at de planlagte besparelser i retsvæsenet fortsætter i de kommende år, så der i 2024 er 145 millioner kroner færre til at drive retsvæsenet, end der er afsat i 2021. Dermed risikerer danskerne at have udsigt til endnu længere ventetider i retsvæsenet, hvis politikerne ikke finder en ekstra pose penge, for økonomien er allerede presset i bund advarer Torben Goldin.
Domstolene råder ikke over tilstrækkelige midler til at få sagerne fra hånden inden for rimelig tid. De ressourcer har man ikke, skriver Goldin i Berlingske.
’I stedet ser man hvert år rutinemæssige nedskæringer, som gør forholdene for domstolene og deres personale mere og mere håbløse. Medarbejdere må fyres hvert år på grund af nedskæringer, og jurister må udføre mere og mere rutinemæssigt kontorarbejde, der med økonomisk fordel kunne udføres af anden, langt billigere, arbejdskraft.'
'Problemet er, at domstolene – med de bevillinger, man har i dag – ikke kan fungere, som det hører sig hjemme i en retsstat. Der skal milliarder til at rette op på skuden, og det skal være nu, for at undgå et totalt sammenbrud,’ lyder det fra den pensionerede retspræsident ved Retten på Frederiksberg.
Indlægget fra den pensionerede retspræsident kommer få dage efter at 3 nuværende retspræsidenter i samme avis advarede om at faldende ressourcer og et øget antal straffesager har medført, at den gennemsnitlige sagsbehandlingstid er steget voldsomt.
’Vi plejer ikke at råbe højt fra domstolenes side, men nu er det nødvendigt at henlede offentlighedens opmærksomhed på, at domstolene – og dermed retsstaten – står over for alvorlige ressourceproblemer, lød det blandt andet.’
LÆS på berlingske.dk: Dommere: Flere byretter kan først afse tid til nye sager i 2022 – der er brug for akut indgreb
LÆS OGSÅ: Opråb fra dommere: Giv os flere HK'ere
- Sagerne vælter ind, samtidig med at manglen på ressourcer får retten til at fremstå uprofessionel. Udviklingen påvirker kvaliteten i dommergerningen, og det kan i værste fald gå ud over retssikkerheden, sagde formand for Den Danske Dommerforening, Mikael Sjöberg den 10. juni på forsiden af Politiken.