Rent jobmæssigt har Charlotte Stumpe prøvet lidt af hvert
- Da jeg passerede 50 år, ville jeg gerne lave noget andet. Jeg ville uddanne mig til noget nyt, men kunne ikke finde ud af, hvad det skulle være.
Siger Charlotte Stumpe fra Aalborg. Charlotte er HK-medlem og uddannet grafiker, tidligere stewardesse og bartender på København-Oslo båden, har arbejdet som grafiker på flere lokalaviser, madudbringer til ældre, ansat i en pølsevogn – og i 2020 deltager på AHA 50+ -forløbet.
AHA 50+ er et A-kasse forløb, varetaget af 3 A-kasseafdelinger i Nordjylland i samarbejde med AMU Nordjylland. Se flere fakta i den pink boks i bunden af artiklen.
På forløbet mødte Charlotte Stumpe andre ledige og fandt undervejs ud af, hvad der skal være næste skridt i HENDES arbejdsliv: Voksenelev som serviceassistent på Aalborg Universitetshospital, hvor hun efter planen begynder, når anden, flæskestegen og konfekten er spist. Med andre ord: Mellem jul og nytår.
Men hvordan nåede Charlotte Stumpe frem til det karriereskift? Vejen gik hen over en masse, meget forskellig joberfaring både som faglært og ufaglært.
- Jeg har nok altid været lidt en rastløs sjæl. Jeg har gået til og fra grafikerjobbet altid. Haft mange forskellige job, siger hun.
Vejen til karriereskiftet gik også hen over en masse tanker om at være for gammel – og alligevel have lyst til noget andet – og omsider en erkendelse af, at det ikke er for sent at begynde på noget nyt, selv om årgangen er 1966.
Sprang ud i noget nyt efter mere end et årti
Charlotte har ikke altid bokset med, hvilken karrierevej, hun skulle vælge. Faktisk passede hun det samme job i mere end 10 år:
- 2005 fik jeg arbejde på lokalavis i Skørping. Var der i 11 år og var meget glad for det. Men da jeg blev 50, ville jeg prøve noget andet end at lave avis. Det var i 2016, fortæller Charlotte Stumpe.
- Jeg kan godt lide arbejdspladser med mange faggrupper samlet under samme tag. Menneskelig kontakt er det vigtigste, så det er ofte i den slags job, jeg finder mig selv, siger hun.
Men den rigtige hylde er ikke altid nem at finde igen:
- Jeg har ”cyklet rundt” i 4 år for at finde ud af, hvad jeg skulle. Jeg arbejdede 14 måneder i pølsevognen i Aalborg Lufthavn fra december 2018 til marts 2020. Jeg kunne godt lide at tale med mange forskellige kolleger. Nogle dage var det en pilot eller en securitymedarbejder, der kom forbi og fik en hotdog. Andre dage var det lufthavnsdirektøren. Jeg talte med dem alle. Men jobbet blev for ensomt i længden. Jeg bad til sidst om at blive afskediget, fordi jeg arbejdede alene på mange aftenvagter. Men det endte med, at jeg sagde selv op og tog tre ugers karantæne, lyder det fra Charlotte Stumpe.
Kom med på forløb efter anbefaling fra HK
Så, i sensommeren i år, fik Charlotte Stumpe tilbud om at komme med på AHA 50+-forløbet for ledige over 50 år. Det var vejleder Rikke Have fra HK Nordjylland, som anbefalede det. Forløbet endte med at blive delt op i to på grund af corona. Men alt i alt synes Charlotte, at det var et givende forløb.
- Det med at gå arbejdsløs gør noget ved mit mindset. Jeg bliver lullet ind i den verden, at det er svært at rokke sig. Men man kan faktisk tage en uddannelse, når man er 50. 50-årige er ikke gamle i dag – det var fedt at høre. Der var nogle øjenåbnere på kurset.
AHA 50+ forløbet fik vendt Charlottes fokus væk fra begrænsningerne og hen til mulighederne
- Før AHA 50+ forløbet gjorde jeg bare det, jeg skulle og søgte 2 job om ugen. Jeg fokuserede meget på min alder. Jobopslagene beskrev, at man blev del af ”et ungt team” – og jeg havde lidt svært ved at finde ud af, hvilket job jeg kunne passe ind i.
- Jeg er 54, og hvad i alverden skal jeg gøre? Tænkte jeg dengang. Det var resultat af, at jeg gik omkring i mine egen cirkler.
På forløbet mødte Charlotte Stumpe gode undervisere og søde medkursister.
- Vi kunne tale om alt på det kursus, også erfaringerne fra tidligere job. Nogle var blevet fyret, andre havde været sygemeldt i en lang periode. Det var så ikke min situation, men jeg følte mig meget tryg, for der var ikke noget, vi ikke kunne tale om. Det kommer ikke ud af dette rum, fik vi at vide. Jeg følte mig meget set af underviserne; hvad har DU lyst til, spurgte de? Hvor det offentlige system tænker mere i ”kasser”.
Trælse ord blev et wake up call
En af underviserne på AHA 50+ er fysioterapeut og fungerede også som coach. Hun udleverede et stykke papir med ord, der blev et wake up call for Charlotte Stumpe. Charlotte ville ikke identificere sig med de ord.
- Der var en masse trælse ord, jeg kunne genkende, om virkningerne af at være ledig. ”Lavt selvværd”. ”Deprimeret”. ”Utilfreds”. Jeg blev træt af al den jammer. Jeg søgte stilling som voksenelev på Aalborg Universitetshospital og kom ind.
Charlotte Stumpe vil nyde resten af december, mens hun glæder sig til at komme i gang med sit nye arbejdsliv
Charlottes forventninger til sit nye arbejdsliv er positive:
- Kontakten med andre mennesker har altid været det, der har givet mig energi. Jeg er ligeglad med, om jeg skal tale med en direktør eller en hjemløs, der er indlagt på hospitalet.
Erfaringer, der er gode at dele
Charlotte Stumpe konkluderer i dag: Når man tror, det hele ser allersortest ud, så er der faktisk muligheder!
- Så brug de råd, du kan, fra AHA-kurset. Ring til din fagforening, tal med en socialrådgiver og få hjælp, brug dem. De ting kan du læne dig op ad. En fagforening er et sikkerhedsnet på mere end én måde. Man behøver ikke stå alene, reflekterer Charlotte, som nu vil nyde resten af december måned og glæde sig til at begynde på sit nye arbejdsliv.
AHA 50+ forløbet - hvad er det?
50+ forløbet hedder også AHA = Afklaring, Handling, Arbejdsmarked og varer 4 uger med 6 ugers opfølgning.
Det tilbydes 50+ årige, ledige medlemmer af A-kasserne i HK, 3F Aalborg og Metal i samarbejde med AMU Nordjylland.
AHA-projektet er toårigt og støttet af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.
Et nyt AHA 50+ forløb begynder mandag 25. januar 2021 i Aalborg, og du kan blive henvist til forløbet, hvis du opfylder bestemte betingelser. Kontakt HK’s A-kasse,
vejleder Rikke Have, rikke.have@hk.dk, 3364 1359