Line Marie Jørgensen

- At være ledig er en kæmpestor rutsjebanetur. Jeg var i en periode, hvor jeg havde mistet gejsten og tiltroen til, at der var plads til mig som nyuddannet på arbejdsmarkedet, siger Line Marie Jørgensen, som er digital conceptudvikler.

Line Marie følte ikke, at hun fik tilstrækkelig vejledning og sparring til at løfte sin jobsøgningsproces. Hun fornemmede ikke opbakning eller at hendes uddannelse blev anerkendt, og hun blev anbefalet at se på andre jobs. Men så kom hun på et jobsøgningsforløb hos Videnpiloterne.

- Videnpiloterne tog udgangspunkt i, at det var OK at være lidt nede, og samlede mig op. Ligesom hvis vi var i arbejde, mødtes vi ledige, hvor vores ”kollegaer” gav sparring og nye ideer. I undervisningen blev der analyseret på, præcis hvad det var, der ikke virkede ved min jobsøgning, i stedet for bare at få at vide, at det ikke duede. Det var meget individuelt, og der kom fokus på mine egne kompetencer, siger en tilfreds Line Marie, som efter forløbet sikrede sig et job i bolig- og interiørbranchen.

Forløb med succes

HK Sydjylland har indgået et nyskabende samarbejde med Videnpiloterne om at udnytte deres ekspertise og HK’s viden i det skræddersyede forløb ”Sammen om din fremtid”, Forløbet skal modne og ændre kompetencerne for dem, som har nået ni måneders ledighed, og gøre dem klar til det nye arbejdsmarked. Undervejs tager deltagerne et kompetencegivende akademifag med stærkt fokus på at skaffe et ordinært job.

Gitte Eggert

Operativ chef ved Videnpiloterne Gitte Eggert siger, at omkring 70% af deltagerne på virksomhedens forløb kommer i ordinær beskæftigelse senest fire uger efter afslutning. De er stort set alle stadig i jobbet efter tre måneder, oplyser hun.

Simone Thrane Møller Nielsen

En anden tidligere ledig, som nu er i job efter et kursus hos Videnpiloterne, er Simone Thrane Møller Nielsen på 30 år. Hun kom fra barsel i oktober 2019 og havde svært ved at få et job. Simone er uddannet handelsøkonom fra Erhvervsakademi Dania i Horsens og gik ledig i otte måneder.

- Det var frygteligt, og så kom corona og gjorde alting meget værre, siger hun.

Simone arbejde i butik, før hun tog sin uddannelse, men hun havde ikke lyst til at vende tilbage. Hun havde taget en uddannelse for at bruge den, og det lykkedes hende at få job ved City Vejle som event- og marketingskoordinator.

- Videnpiloterne var meget mere positive end andre kurser, jeg var på. De hjalp mig til, at jeg kunne gøre det selv, fordi de har en anderledes vinkel end den standard vinkel, mange har. Det var meget med øje på mig. Jeg fik lavet gode ansøgninger og fik god sparring på dem. Videnpiloterne hjalp mig med at huske på, hvem jeg er, hvad jeg vil, og hvor jeg skal hen, siger Simone.

 

Du kan se mere om de nye forløb her