Folketingets Ombudsmand Niels Fenger har nu skrevet ud til tre kommuner for at høre nærmere om problemerne med KSD.

Anledningen er rækken af artikler, som Kommunalbladet gennem de seneste to måneder har skrevet om det nye system, der blev udrullet i alle kommuner i juni 2020 - samt HK Kommunals henvendelse til Ombudsmanden.

HK Kommunalbladet har fået aktindsigt i brevene og kan oplyse, at det er Holstebro, Herning og Viborg Kommuner, der er blevet bedt om at redegøre for, hvilke problemer de oplever – især på retssikkerhedsmæssige felt.

Redegør for fejl og mangler

De tre kommuner har fået en frist til starten af januar til at levere en redegørelse.

Herefter vil Ombudsmand Niels Fenger vurdere, om der er behov for, at han indleder en generel undersøgelse af KSD.

Kommunerne skal blandt andet svare på:

  • Karakteren af fejl og deres betydning for borgere
  • Hvordan automatiske afgørelser lever op til forvaltningsretlige krav
  • Fejl og mangler ift retssikkerheden
  • Gennemskuelighed af automatiske afgørelser

Minister kræver klar plan fra KL og Kombit

Parallelt hermed har beskæftigelsesminister Peter Hummelsgaard (S) sendt en redegørelse til beskæftigelsesudvalget omkring KSD

Redegørelsen indeholder også et brev til KLs formand Jacob Bundsgaard, hvori han understreger, at ministeren ser meget alvorligt på problemerne.

Blandt andet kræver ministeren at få en klar plan for, hvornår KSD forventes at være i stabil drift samt at STAR (Styrelsen for Arbejdsmarked og rekruttering) ønsker et møde med KLs direktion om en forpligtende implementeringsplan og revision.


Tidslinje over KSD-sagen

14. december 2020: Ombudsmand og minister går ind i sagen om KSD

30. november 2020: HK Kommunal skriver til ombudsmanden 

29. oktober 2020: HK kommunal søger ny aktindsigt hos Kombit 

9. oktober 2020: HK Kommunal søger aktindsigt hos Kombit 

28. september 2020: Kommunalbladets vagthund interviewer KomBit 

4. September 2020: 2. survey om tilfredshed 

August 2020: HK Kommunal får de første henvendelser fra medlemmer om KSD 

19. juni 2020: Første survey om tilfredshed blandt brugere af KSD

3. juni 2020: KSD udrulles i alle 98 kommuner

 

Har du et tip om KSD? Skriv til HK Kommunal