Debatten om sexisme og seksuel chikane er en god anledning til en lokal dialog, hvor både medarbejdere og ledere i kommunerne oplever, at man tager hånd om problemstillingen. Man skal blandt andet overveje, om ansatte, der har været udsat for krænkelser af seksuel karakter, har et trygt sted at henvende sig.
Sådan lyder nogle af budskaberne fra KL og Forhandlingsfælleskabet i et brev, der for nylig blev sendt til Hoved-MED-udvalgene i landets kommuner.
Nyttige vejledninger til arbejdspladserne
I brevet er der en række links til god og nyttig vejledning:
- Branchefællesskabet for Arbejdsmiljø for Velfærd og Offentlig administration (BFA Velfærd) har udviklet inspirations- og vejledningsmateriale om forebyggelse af seksuel chikane, der lægger vægt på åben dialog, god kollegial støtte og ledelsesmæssig opbakning.
- På Arbejdstilsynets hjemmeside findes også information og vejledninger, heriblandt dialogkort, der kan hjælpe med den vigtige debat "Hvor går grænsen?".
- Arbejdstilsynet og arbejdsmarkedets parter har udarbejdet en fælles pjece med konkrete anbefalinger til, hvordan man kan forebygge seksuel chikane og skabe et godt arbejdsmiljø. Anbefalingerne bygger på parternes erfaringer og den seneste arbejdsmiljøviden på området. (Linket er udløbet pr 16/2 2022)
- KL og Forhandlingsfællesskabet har udarbejdet en fælles vejledning til aftale om trivsel på arbejdspladserne om indsats mod vold, mobning og chikane.