Arbejdsmiljøreglerne gælder også, når du arbejde hjemme. Illustration: Tone Thoresen/Koalitionen.dk

Du er stadig omfattet af arbejdsmiljøreglerne, selvom du arbejder hjemmefra. Illustration: Tone Thoresen/Koalitionen.dk

Kedeligt og ensformigt. Sådan beskriver Hanne Rønning de følelser, hun har omkring at arbejde hjemme. 

Den 60-årige kundeservicearbejder hos Coop.dk ved, hvad hun taler om. Da store dele af Danmark lukkede ned i marts, var hun ligesom mange andre danskere nemlig nødt til at rykke arbejdspladsen hjem i sin lejlighed. På et lille, smalt bord i soveværelset skulle Hanne Rønning finde plads til de tre skærme, hun har brug for, når kunderne ringer og klager over et køb, eller når der mangler en vare i deres ordre.

- Først tænkte jeg ’fedt nok’. Jeg stod op hver morgen og gjorde mig klar, som hvis jeg skulle på arbejde. Men efter noget tid begyndte jeg at slække, og så sad jeg foran skærmen med joggingtøj og uden makeup. Det havde jeg det ikke godt med. Samtidig fik jeg ondt i nakke og ryg efter et par timer, for jeg sad på min egen kontorstol, og jeg fik ondt i albuerne, fordi jeg ikke kunne støtte ordentligt, da mit bord ikke var bredt nok, forklarer Hanne.

Husk de gode arbejdsstillinger

Det er utrolig vigtigt, at de medarbejdere, der arbejder fra deres eget hjem, er opmærksomme på arbejdsstillingerne i privaten, lyder det fra HK Handels arbejdsmiljøkonsulent, Henriette Bjerg Mahrt.

- Arbejdsmiljøloven gælder også på hjemmearbejdspladsen, hvis arbejdet i hjemmet foregår i hele arbejdstiden eller foregår der regelmæssigt, og arbejdstiden svarer til cirka en dag inden for en normal arbejdsuge. Loven skal selvfølgelig overholdes. Men din chef har ikke mulighed for at kontrollere forholdene i dit hjem, og derfor har du også selv et ansvar for gøre din chef opmærksom på, hvad du har brug for, for at kunne arbejde sikkert og sundt. Det betyder eksempelvis, at dit arbejdsbord skal passe til din højde, og at du har en passende stol, så du ikke får ondt, forklarer hun. 

Henriette Bjerg Mahrt råder til, at man husker at holde det nødvendige antal pauser, for kroppen har brug for bevægelse på en lang arbejdsdag. Mange har en tendens til at sidde flere timer foran skærmen hjemme sammenlignet med på arbejdet, hvor man oftere rejser sig for at gå ud til kopimaskinen, kaffeautomaten eller ind til kollegerne.

Reager i tide

Hanne Rønning endte efter blot tre timer på hjemmearbejdspladsen med at tage ind på arbejdet og hente sin egen stol, så hun kunne få en bedre arbejdsstilling.

Det er fornuftigt at reagere, når kroppen værker over dårlige arbejdsstillingerne, men optimalt set bør man tage fat i sin leder inden, det kommer dertil, minder Henriette Bjerg Mahrt om. Og så er det arbejdsgiverens ansvar at sikre, at man har ergonomisk korrekt udstyr til rådighed.

- Man har ikke krav på at få et hæve-sænke-bord hjem i privaten, men man har krav på at kunne sidde ergonomisk korrekte i forhold til både bord, stol og computer, når man arbejder hjemme. Derfor skal man tage fat i sin arbejdsgiver, arbejdsmiljørepræsentant eller tillidsrepræsentant, hvis der er noget, man har brug for. Der skal findes en løsning, som arbejdspladsen betaler for, siger Henriette Bjerg Mahrt. 

Det sociale er stadig vigtigt

Hanne Rønning nåede at arbejde hjemme i seks uger i foråret, inden hun – til sin egen tilfredshed – kom tilbage på arbejde. Med de nye coronarestriktioner har hun udsigt til at skulle arbejde hjemme igen, og kontorstolen følger med igen. Det samme gør savnet efter kollegerne.

- Jeg kommer til at mangle mine kolleger, både i forhold til den faglige sparring og rent socialt. Det bliver hurtigt trist at arbejde hjemme. Det sidste, jeg ser om aftenen, inden jeg sover, er min hjemmearbejdsplads, og det første jeg ser, når jeg slår øjnene op, er min hjemmearbejdsplads. Derfor har jeg også besluttet at rykke hjemmekontoret ud af soveværelset, siger hun.

Netop det sociale aspekt ved at gå på arbejde må hverken medarbejdere eller arbejdsgivere undervurdere, siger Henriette Bjerg Mahrt. Derfor bør arbejdsgiveren også arbejde for, at der bliver taget hånd om det psykiske arbejdsmiljø, selvom medarbejderne arbejder hjemme.

- Som medarbejder skal man bestræbe sig på at kunne adskille arbejdstid fra privattid, ellers glider det hele ud i et. Man kan godt have ledelsesmæssig og kollegial sparring på distancen, og man skal prioritere det sociale – man kan for eksempel holde fælles frokostpause på teams eller arrangere en anden form for kollegialt samvær, for det er vigtigt for alle arbejdspladser, understreger hun.