Kvinde oplyst af farvede neonrør.

Shabana har aldrig følt, at der blev set skævt til hende pga. køn. Foto: Jeppe Carlsen.

Shabana Amanat er altså ikke særlig nørdet, siger hun. 

Det var hun heller ikke, da hun tilbage i slutningen af 1990’erne besluttede sig for, at hun gerne ville arbejde med it. Hun hverken gamede eller kodede i sin fritid. Hun interesserede sig for både mode og makeup. Det gør hun stadig, mens hun stortrives i en it-branche, som er domineret af det modsatte køn.

- Jeg er aldrig blevet mødt med fordomme om, at jeg skulle være dårligere til it, fordi jeg er kvinde. Det eneste, jeg er blevet mødt med, er en overraskelse over, at jeg ikke er mere nørdet med hinkestensbriller og det hele, når jeg som kvinde har lyst til at arbejde med it, griner Shabana Amanat, der startede i it-branchen som systemudvikler i 2006 i en ren mandeafdeling, hvor arbejdsopgaven bestod i at programmere.

- Ja, og så troede rigtig mange af mine nye kolleger dengang, at jeg var en mand, inden de mødte mig, da mit fremmede navn jo ikke afslørede noget. For systemudviklere er jo mænd.

Men generelt mødte hun ikke andet end støtte og hjælp fra sine mandlige kolleger. Åbne arme og en holdning om, at det var fedt, at hun havde lyst til det. Hvad enten vi snakker i hendes første stilling i branchen eller på senere arbejdspladser.

Kvinder giver en anden stemning

I dag er Shabana Amanat 45 år, har været i it-branchen i 14 år og er i dag teamleder og projektleder i softwarevirksomheden Commentor A/S i Glostrup. Her er kvindelige kolleger. Men primært i ledelsen og salgsafdelingen. Blandt systemudviklerne sidder der blot 2-3 kvinder ud af en gruppe på 70.

- Jeg synes, at man kan se, at når du sætter en kvindelig udvikler ind i et rum med mænd, så sker der noget. Der kommer andre ideer på banen, som giver anderledes løsninger, siger Shabana Amanat.

- Jeg tror, at mænd (og her har Shabana på forhånd fået lov at generalisere løs, red.) tænker lidt mere her og nu og i kasser, mens kvinder har et anderledes overblik og tænker lidt bredere. Hvis du sætter det sammen, får du et bedre slutprodukt.

Meget mere end at sidde og kode

Det var altså ikke, fordi Shabana Amanat var særlig optaget af computere og sad og kodede og gamede i sin fritid, at hun i sin tid valgte faget. Hun syntes sådan set bare, at det lød virkelig interessant, og at det ville være et helt afgørende fag i fremtiden.

- Og så tænkte jeg også dengang, at hvis mænd kan gøre det, så kan jeg også, fortæller hun.
Og det er altså slet ikke så vanskeligt. Eller nødvendigvis specielt nørdet.
Det er jo meget mere end bare at sidde og kode. Det er det sidste, man gør. Inden da skal du igennem en masse systematisk og kreativ tænkning i forhold til at skabe en løsning på et problem og tænke hele arkitekturen og brugerrejsen. Det er da sjovt.

om Shabana Amanat

Shabana Amanat har siden 2018 været teamleder og projektleder i it-konsulentvirksomheden Commentor A/S. Hun kom fra en stilling som projektleder hos Mærsk, og har tidligere været først systemudvikler og senere projektleder ved EG Kommuneinformation, samt printprogrammør hos Lettershop Mailservices. Hun har en akademiuddannelse som mediekoordinator med fokus på it-området, samt en 1-årig universitetsuddannelse inden i databaseudvikling.