Borgere i 18 kommuner fik i oktober måned 2020 besked i e-Boks om, at deres pas skulle ombyttes inden sommeren 2021 – hvis passene var blevet udstedt fra 2014 til 2017.
Fejlen i de mange pas handler om, at der var blevet byttet om på højre og venstre fingeraftryk fra det private firmas side.
Regningen for den administrative del og den ekstra indsats, der skal lægges for at ombytte de mange pas, ligger imidlertid hos de 18 kommuner.
Regning uden vært
For eksempel skal 15.000 pas ombyttes i Skive Kommune. For at ombytningen kan lykkes inden sommer, har man været nødt til at omstille sig og ansætte flere sagsbehandlere. Kommunen vurderer ifølge DKNyt, at ekstraomkostningerne vil løbe op i godt 800.000 kr.
- Vi synes ikke, det er nogen rimelig omkostning, der lander hos os på en fejl, som vi overhovedet ingen indflydelse har haft på, eller kunne have gjort noget for at forhindre. Derfor synes vi ikke, det er rimeligt, at den regning skal lande ved Skive Kommune og dermed skatteborgerne, siger Skives borgmester, Peder Christian Kirkegaard (V) til DKNyt.
Borgmesteren har på den baggrund forsøgt at samle de 17 andre berørte borgmestre i en fælles henvendelse til KL, der ifølge de jyske borgmestre skal kæmpe for at få kompensations-penge.
De 18 berørte kommuner er Allerød, Brønderslev, Fanø, Frederikshavn, Frederikssund, Gribskov, Hjørring, Jammerbugt, København, Mariagerfjord, Morsø, Rebild, Skive, Struer, Thisted, Vesthimmerland, Viborg og Aalborg.