Dorthe Johnsson

Da coronaen kom, var vi meget hurtige til at starte online. Alt skulle omlægges til online. Det er nyt for alle, og de studerende får mange flere spørgsmål, som de har brug for svar på. Det har givet travlhed i studieadministrationen, forklarede studiesekretær Dorthe Johnson fra RUC i februar 2021 til HK Statbladet. Foto: Mikkel Østergaard.

Coronaen tvang for et år siden universiteterne til at lægge undervisning og forskning om fra den ene uge til den anden. Og det lykkedes i høj grad, viser nye tal.

- Det her corona har medført en frygtelig masse ekstraarbejde, fordi alt, hvad vi laver, har skullet omtænkes til digitalt. Det er jo en helt anden hverdag, end den der normalt er på campus, som vi nu skal have til at fungere. Sådan fortalte studiesekretær Dorthe Johnson fra RUC for nylig til HK Statbladet.

Nu viser tal fra Danske Universiteter, at universiteterne i 2019-2020 uddannede lige så mange, som de gjorde i årene før. Lidt flere faktisk.

Producerer flere studerende

Universiteternes produktion måles blandt andet i, hvor mange studenter årsværk de ’producerer’. Tallene fra Danske Universiteter viser, at de 8 universiteter tilsammen uddannede 115.957 studenter-årsværk (STÅ) fra oktober 2019 til oktober 2020. Det var flere end i både 2018 og 2019.

- Det er rigtig flot, at det er lykkedes at uddanne så mange på trods af coronaen. Der er rigtig mange, der har givet den en skalle, siger næstformand i HK Stat Peter Raben.

- Først skulle uddannelserne omlægge alt til digitalt på få dage, og så skulle de pludselig håndtere en digital hverdag med nye opgaver og stor usikkerhed. Det har været et kæmpe arbejde, hvor medarbejderne har været fleksible og innovative.

Han er imponeret over, at det med de studieadministrative medarbejderes store indsats er lykkedes at gennemføre de mange eksaminer, der skulle ændres til at være digitale.

- En del af de studieadministrative medarbejdere har også skullet hjælpe med at få mange digitale løsninger til at virke, finde digitale måder at udføre eksaminer på og servicere både underviser og censor, der kan sidde i hver sin ende af landet. I værste fald kan en studerende jo dumpe, hvis der ikke er kamera på ved eksaminationen, for man skal være sikker på, at det er den rette person og uden snyd i øvrigt. Så de har haft en meget stor opgave, siger Peter Raben.

Total digitalisering overnight

På Københavns Universitet, forklarede vicedirektør Jasper Steen Winkel sidste år til Magisterbladet, at der var sket en total digitalisering overnight, da universitetet på rekordtid fik omstillet al drift til at foregå online.

- Københavns Universitet afvikler 22.000 onlinemøder om dagen og bruger en hel vifte af platforme som fx Zoom, Teams og Skype. Det er lykkedes, både fordi mange systemer allerede var på plads, og fordi underviserne og det administrative personale har været dygtige og fleksible til at omstille sig, sagde vicedirektøren sidste år til fagbladet, der siden har skiftet navn til DM Akademikerbladet.

Selv om universitererne har fået lige så mange studerende igennem, som de plejer, har coronanedlukningen langt fra været uden konsekvenser.

Minister: Det har krævet en kæmpe indsats

Det er blandt andet gået hårdt ud over aktivitetsniveauet og arbejdsglæden blandt studerende og medarbejdere. Det viser en stor undersøgelse af forårets nedlukning, som omkring 20.000 studerende og knap 3.000 undervisere på 9 videregående uddannelser har besvaret.

6 ud af 10 studerende vurderer, at deres faglige udvikling er dårligere med onlineundervisning end normalt. Og underviserne oplever også et fald i kvaliteten.

- Det har stor betydning at få samlet op og evalueret på de erfaringer, der blev gjort under nedlukningen i foråret, der jo kom fra den ene dag til den anden. Det har krævet en kæmpe indsats af både studerende og undervisere, og det har været svært. Og det er det stadigvæk, siger uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen i en pressemeddelelse på Uddannelses- og Forskningsministeriets hjemmeside.

LÆS OGSÅ: Dorthe administrerer RUC hjemme fra stuen

FAKTA

Universiteterne uddannede 258 flere årsværk i 2020

Universiteternes produktion måles blandt andet i, hvor mange studenter årsværk (STÅ) de ’producerer’. Nye tal fra Danske Universiteter viser, at de 8 universiteter tilsammen uddannede 115.957 studenterårsværk fra 1. oktober 2019 til 30. september 2020. Dermed uddannede de 258 flere årsværk i perioden end i året før. Tallene viser, at KU, DTU, CBS og ITU uddannede lidt flere, mens AU, SDU, RUC og AAU uddannede marginalt færre end året før. Ingen af de 8 universiteter afviger markant fra deres 2019-tal. 

studenteraarsvaerk

 

Vis mere