hjemmearbejde - Jacob Lund Photography

De mange hjemmearbejdende fortjener en melding om, hvornår de igen kan møde kollegerne. Modelfoto: Jacob Lund Photography

Danmark er netop nu i gang med en større åbning af samfundet efter en langvarig coronanedlukning. Der er blevet lukket op for næsten alle butikker og restauranter, du kan igen komme helt tæt på en frisør, og det er nu muligt at få en øl med sidevogn på værtshus med vennerne. Samtidig lemper politikerne på restriktioner omkring forsamlingsforbud og tilskuere til sportskampe.

Men der er endnu ingen klar melding om, hvad der er i udsigt for den million danskere, der nu for manges vedkommende har arbejdet hjemme fra den bærbare på spisebordet i mere end et år. Den melding fortjener de alle at få et bud på, så de kommer ud af uvisheden, mener HK Stats formand, Rita Bundgaard:

- Vi anerkender præmissen for den igangværende genåbning: at mange stadig arbejder hjemme er en forudsætning for, at der kan genåbnes på andre områder. Børn kan komme i skole, folk kan handle og gå ud at spise. Men vi mener også, at den million lønmodtagere, der i mange tilfælde i mere end et år har arbejdet hjemmefra og vist stor ildhu og effektivitet, bør have besked om, hvornår de kan forvente at skulle møde kollegerne fysisk igen på arbejdspladsen, siger Rita Bundgaard.

LÆS OGSÅ: Sådan griber I hjemmearbejde an

Regeringen har lagt op til at tage stilling til det fortsatte hjemmearbejde efter 6. maj. HK Stats formand mener, at det i den forbindelse er vigtigt, at regeringen – uanset hvilken beslutning der tages om de statsansattes bidrag til smittebekæmpelsen i kraft af hjemmearbejde – forklarer sin beslutning og at fortællingen om netop de hjemmearbejdendes bidrag til at minimere risikoen for omfattende smittespredning bliver tydelig for enhver.

Fleksible og produktive hjemmearbejdere

- Det svarer lidt til, at alle venter på toget – og så stopper det kun for nogle af de ventende passagerer. Og ingen har forklaret, hvorfor det ikke kom til alle, eller om der er et andet tog på vej. Man finder jo nok ud af, hvordan man kommer videre, men man føler sig ikke som en del af rejsen eller som en værdsat passager, siger Rita Bundgaard.

Formanden pointerer, at HK Stat nøje følger situationen på statens arbejdspladser og selvfølgelig retter sig efter regeringens og sundhedsmyndighedernes anbefaling og beslutninger.

LÆS OGSÅ: Stort flertal drømmer om mere hjemmearbejde

- De mange, der blev sendt i hjemmearbejde, har fundet nye løsninger, har været både fleksible samt produktive, og i det hele taget har de løst opgaven på fantastisk vis. De fleste har fundet ud af, at hjemmearbejde skal være en del af deres kommende arbejdsliv, men de har også fundet ud af, at de savner deres kolleger og den ekstra energi, det giver at være sammen om opgaver på jobbet. Så de vil gerne have samme mulighed for at vende tilbage på arbejde som resten af samfundet – eller i det mindste få en melding om, hvornår det kan blive en realitet, siger Rita Bundgaard.

LÆS MERE OM, hvordan man kan ’overleve’ det langvarige hjemmearbejde med det psykiske og fysiske arbejdsmiljø i behold:

Dit skelet er i fare under hjemmearbejdet

Husker du dine pauser?

Sådan får du et godt indeklima på din hjemmearbejdsplads