Kvinde er småsyg, men sidder ved computeren

Risikoen ved hjemmearbejde er, at medarbejdere kan føle sig forpligtet til at tænde computeren, selv om de er halvsløje.

”Chef, jeg er syg i dag!”

Den sætning blev brugt væsentligt mindre blandt de privatansatte i 2020. Under corona faldt sygefraværet i den private sektor nemlig med op til 20 % i de brancher, der havde mulighed for hjemmearbejde. Det viser nye tal fra Dansk Arbejdsgiverforening.

Næstformand i HK Privat, Anja C. Jensen, kalder tallene for rigtig gode nyheder.

- Det er dejligt, at vi nu har fået tal på den formodning, vi allerede havde. Det giver et godt vidensgrundlag, som vi nu kan arbejde videre med, siger hun.

Anja C. Jensen peger på bedre trivsel og derved mindre stress i forbindelse med hjemmearbejde samt den bedre balance mellem familie- og arbejdsliv som de overvejende årsager til det faldende sygefravær.

- De gode erfaringer fra corona skal selvfølgelig tages med videre i planlægningen af, hvordan vi indretter os bedst muligt på arbejdspladserne i fremtiden. Det er vigtigt, at den planlægning sker i en dialog mellem ledere og medarbejdere. Hjemmearbejde må ikke være noget, nogen får presset ned over hovedet – for det er ikke alle, der trives med at være hjemme. Hjemmearbejde skal baseres på frivillighed og fleksibilitet, siger hun.

I 2020 var fastansatte i den private sektor i gennemsnit syge 5,7 dage om året, mens de måtte blive hjemme i sengen 6,2 dage året før. Det er især det korte sygefravær, som er gået tilbage.

 

Læs også HK Privats store tema om hjemmearbejde

 

En sygedag er ikke en arbejdsdag

Flere –heriblandt arbejdsmarkedsforsker på Aalborg Universitet Thomas Bredgaard - har i forbindelse med offentliggørelsen af tallene peget på, at en del af det faldende sygefravær ligeledes skyldes, at mange er tilbøjelige til at logge på hjemmefra, selvom de egentlig er halvsløje.

Og det er et vigtigt fokuspunkt, mener HK Privats næstformand.

- Vi har hørt fra medlemmer, at man indimellem godt kunne komme til at sige: ’jeg er egentlig syg i dag, men nu er computeren og kontoret jo alligevel herhjemme, så lad mig bare arbejde’. Det er vigtigt at understrege, at der er ingen, der skal føle sig presset til at arbejde, når de er syge. Når man er syg, er man syg, siger Anja C. Jensen.

Telekommunikation er med 20% den branche, der har haft den største tilbagegang i sygefraværet. Derefter kommer IT-fagene, finansielle services og ingeniørvirksomheder med en tilbagegang på 10 – 15 %.

Læs også "Nu tager det Lizzi 10 sek. at komme på arbejde i stedet for 2,5 timer