Selvom Danmark ligger i toppen, når det kommer til at digitalisere den offentlige sektor, er der enorme forskelle på, hvor kyndige danskerne er til at bruge de digitale redskaber. Det viser en ny kortlægning, Politiken har lavet i samarbejde med Mandag Morgen.
Borgere helt ned til 40 år med kortere uddannelse - og især kvinder - mangler digitale kompetencer. Rapporten konkluderer, at den ret store gruppe sakker bagud i den teknologiske udvikling. At de oplever barrierer og udfordringer som gør, at de har svært ved at se de muligheder, der ligger i digitaliseringen.
- Det tegner konturerne af et digitalt A- og B-hold i Danmark og rejser spørgsmålet, om teknologien vitterlig er frigørende, som vi har gået ud fra, eller om den tværtimod forstærker uligheden siger David Budtz Pedersen, professor på Institut for Kommunikation og Psykologi ved Aalborg Universitet til Politiken.
Over hver fjerde bliver hægtet af
Ifølge undersøgelsen er de mest digitale danskere også dem, der mener, at vi selv bør have ansvaret for at beskytte os selv på nettet. 56 procent af de mest digitale, mener at borgere selv har ansvar for at beskytte sig, mens kun 25 procent, af de borgere med færrest digitale kompetencer, mener det samme.
Ifølge Christian Ingemann fra Mandag Morgen, der er projektchef bag undersøgelsen, tegner rapporten et billede af, at de 25-30 procent, der både synes at teknologien er svær og uinteressant – risikerer at blive hægtet af.
- De mangler kontrol over deres eget liv. De er lette ofre for manipulation, og der er ingen mulighed for at gøre noget ved det, for det interesser dem ikke, forklarer han til Politiken.