Johan Busse indrømmer, at det kan være svært at vide, hvor man skal begynde med whistleblowerordninger. Foto: Tom Ingvardsen.

Københavns Kommune var en af de første kommuner, der indførte en whistleblowerordning. Nu – ti år senere – kan kommunen dele ud af deres erfaringer til de offentlige arbejdspladser, der er i gang med at bygge ordninger op.

Panik før lukketid. Sådan beskriver leder af Borgerrådgiveren i Københavns Kommune og formand for Dataetisk Råd, Johan Busse, den situation, der netop udspiller sig på tværs af landets kommuner og regioner.

- Mange er simpelthen kommet for sent i gang, konstaterer han. Han taler om det EU-direktiv fra 2019, der fastslog, at alle offentlige arbejdspladser inden den 17. december i år er forpligtet til at oprette en kanal, som de ansatte kan bruge til at indberette fejl og lovovertrædelser.

Læs også: Lene Roed om whistleblowerordningen

 

Voldsomt indgreb

Det er en såkaldt whistleblowerordning, og den stiller skarpe krav til blandt andet offentlige arbejdspladser om, hvordan ansatte i fremtiden kan sende indberetninger, og hvordan de skal håndteres.

Og det har sendt en del offentlige arbejdspladser ud på dybt vand.

- Jeg kan godt forstå, hvis man som arbejdsplads tænker, at det her er et voldsomt indgreb fra EU’s side. For det kræver mange ressourcer, og det kan være svært at vide, hvor man skal begynde, når man ikke har haft en lignende ordning før, siger Johan Busse.

Som borgerrådgiver er han selv leder af det uafhængige team, der modtager og behandler medarbejdernes indberetninger til kommunens whistleblowerordning.

Behov for ændringer

Han har været med fra den spæde begyndelse, da Københavns Kommune som en af de første i Danmark i 2012 indførte en sikker kanal for de ansatte. Dengang stod det de offentlige arbejdspladser frit for, om de ville oprette en whistleblowerordning.

En optælling, som den juridiske tænketank Justitia foretog i januar i år, viste da også, at kun 23 kommuner indtil dette tidspunkt havde oprettet en sådan ordning.

Men nu er det ikke længere frivilligt, og med i direktivet har EU også stillet skrappe krav til praksis.

Det betyder, at selvom Københavns Kommunes ordning har næsten ti år på bagen, kan kommunen nu se frem til at foretage en række ændringer, så ordningen følger EU-direktivets krav.

- Før modtog vi i borgerrådgivningen indberetningerne fra de ansatte, hvorefter vi uden videre sendte dem videre ud til den forvaltning, som problemstillingen hørte ind under. Her ville den enkelte forvaltning så undersøge sagen nærmere. Men det må vi ikke længere ifølge det nye direktiv, så vi er i borgerrådgivningen nødt til at involvere os i langt højere grad end tidligere, fortæller han.

Det giver god mening at centralisere

Det skyldes, at EU gerne vil begrænse det antal ”hænder og øjne”, som behandler de mange indberetninger. Derfor bliver det også sværere for kommunerne og regionerne at dele oplysningerne internt på tværs af forvaltninger og områder. I stedet bliver man nødt til at centralisere koordinationen, eller benytte eksterne advokatfirmaer til at overtage rollen som ”vagthund”.

- På sin vis giver det god mening at centralisere, men det er meget ressourcekrævende for dem, der bestyrer ordningerne. Jeg tænker, at det bliver et problem i mange kommuner, for deling af oplysninger på tværs af forvaltninger er jo noget, vi er vant til at arbejde med. Og nu skal man til at gøre sig nogle tanker om, hvordan man kan iværksætte en undersøgelse uden at involvere for mange forskellige, siger han.

Det bedste på sigt

Alligevel fastholder Johan Busse, at direktivet har fat i det rigtige, og at det på sigt er det bedste at gøre.

- Det skubber jo til udviklingen og er med til at gøre whistleblowerordninger mindre fremmede og mere genkendelige for medarbejderne, siger han.

I Københavns Kommune krævede det en stor indsats for at få ordningen op at stå og ikke mindst få de ansatte til at tage imod den.

- Da vi startede, var der mange forestillinger om, hvad en whistleblowerordning var. Mange så den som en stikkerlinje, så der ligger helt klart en udfordring i at få folk til at se ordningen for, hvad den er. Nemlig et sikkerhedsnet som de ansatte kan bruge til at indberette kritisable forhold, uden de skal risikere at miste deres job, siger han.

Der har været 50-60 sager om året i whistleblowerordningen i København. Heraf har 30-40 ført til konkret handling.

Et tal, som Johan Busse vurderer, vil stige. Så alt i alt kalder han ordningen en succes.

- Vi har fået rettet op på mange systemfejl, som ingen rigtig har taget ansvaret for. Og jeg synes også, at det giver et signal om, at vi faktisk lytter til det, som medarbejderne melder ind, fortæller han.

kort fortalt

Eu's whistleblower-direktiv

  • EU vedtog i 2019 et direktiv, som stiller krav om, at der skal etableres whistleblowerordninger på en lang række arbejdspladser.
  • Alle offentlige arbejdspladser skal inden den 17. december i år have oprettet en intern whistleblowerordning.
  • De enkelte arbejdsgivere forpligtes til at udpege en eller flere upartiske personer i en whistleblowerenhed, der skal modtage og håndtere indberetninger fra de ansatte.
  • Målet med direktivet er at styrke beskyttelsen af medarbejderne, så de trygt kan indberette lovovertrædelser eller andre alvorlige svigt uden at skulle risikere at miste jobbet eller blive udsat for andre repressalier.

KILDE: BESKÆFTIGELSESMINISTERIET