På grund af den stigende smitte med corona og de gældende restriktioner har HK Kommunals bestyrelse besluttet at udskyde den ekstraordinære kongres med valg af ny næstformand, som ellers var planlagt til den 19. januar 2022.

Den ekstraordinære kongres udskydes til den 2. marts 2022.

Håber at kunne afholde fysisk kongres

HK Kommunals formand Lene Roed fremhæver, at bestyrelsen har lagt vægt på, at de delegerede får en mulighed for fysisk at møde den eller de, der kandiderer til posten som næstformand.

- Derfor udskyder vi nu kongressen og håber, at det bliver muligt at mødes fysisk. Hvis det mod forventning heller ikke er muligt at afholde en fysisk kongres den 2. marts, har vi besluttet, at kongressen afholdes virtuelt samme dag, siger Lene Roed.

Næstformandsposten er blevet ledig efter, at Mads Samsing på HK’s kongres blev valgt til næstformand for det samlede HK.

Kandidater til posten kan melde sig

Udsættelsen af den ekstraordinære kongres betyder også, at køreplanen for præsentation af kandidater rykkes.

Kandidater til posten præsenteres i det nummer af HK Kommunals nyhedsbrev, som udkommer den 24. februar 2022.

Og vil man som kandidat med i den præsentation, skal man have meldt sit kandidatur senest den 15. februar. Hvis man ønsker at stille op som kandidat, kan man melde sit kandidatur på en mail til kongres2022@hk.dk.

Kandidater har også mulighed for at stille op helt frem til valget på selve kongressen.

For de klubber, der endnu ikke har valgt delegerede og indberettet til afdelingen, er der desuden fastsat en ny tidsfrist, som er 25. januar 2022.