Syv ud af ti kommuner kan ikke finde de besparelser på konsulenter, som regeringen har krævet.

Sådan er det i hvert fald i det østjyske, hvor TV2-Østjylland har spurgt hos 10 kommuner – og flertallet kan ikke leve op til kravet.

Alene næste år skal landets kommuner samlet set spare 700 millioner kroner på konsulenter, som så skal gå til mere kernevelfærd - og det beløb stiger endnu mere i årene derefter.

Konsulentpenge er også borgernære ydelser

Fx siger Skanderborgs borgmester Frands Fischer (S) til TV2 Østjylland:

- Vi skal frem mod 2025 samlet set spare 12,5 millioner kroner, og vi bruger i 2021 cirka 11,5 millioner kroner på det, så det kan jo på ingen måder hænge sammen. På den måde er denne her idé om, at man skal kunne spare det på konsulenter, for vores vedkommende skudt helt ved siden af.

Samme melding kommer fra Torben Hansen (S) borgmester i Randers.

- Det, vi bruger konsulentudgifterne til, er borgernære og borgerrettede udgifter. Det er for eksempel læger i vores rusmiddelcenter og tilsyn på plejehjem. Det er i allerhøjeste grad varme hænder.