Selvom vi på mange måder er nået langt i at anerkende seksuelle minoriteters rettigheder i Danmark, så opstår der stadig diskrimination af LGBT+ personer på arbejdsmarkedet.

Det kan for eksempel være jargonen på arbejdspladsen, der gør, at det er ubehageligt at stå frem med sin seksualitet. Det kan være jokes om homoseksuelle og nedladende sprogbrug, som gør det svært at være åben omkring seksualitet, hvis den ikke er som flertallets.

Det kan også være overenskomsten eller personalepolitikken, der ikke tager højde for minoriteter på arbejdspladsen. Derfor starter FIU-Ligestilling – et ligestillingspartnerskab i fagbevægelsen - et nyt fagligt netværk for LGBT+ personer på Sjælland.

Læs mere om FIU her

I bund og grund skal netværket handle om arbejdsmiljø, forklarer Tom Elnes Christensen, som skal være coach i det nye netværk.

- Når du har en seksualitet eller en kønsopfattelse, der afviger fra majoriteten, kan der være nogle udfordringer på arbejdet, som påvirker dit arbejdsmiljø. Der er mange i fagbevægelsen, der spørger: ’Hvorfor skal vi nu blande os i, hvem folk går i seng med?’, men det er ikke det, som det handler om. Det handler om, at hvis jeg ikke kan gå på arbejde og tale åbent omkring, hvem jeg er, så kan det påvirke min arbejdsindsats, mit humør og hele arbejdsmiljøet, siger Tom Elnes Christensen.

Erfaringer fra Hovedstaden

Tom Elnes Christensen er ansat hos 3F Roskilde og har i de sidste 10 år arbejdet for, at fagbevægelsen får øjnene op for vigtigheden af en inkluderende tilgang til LGBT+ personer.

Han var med til at starte et netværk op i Hovedstaden for 2 år siden, og nu skal resten af Sjælland også have et.

Efterhånden som vi bliver klogere, så har vi fundet ud af, at der er rigtig mange mennesker, der ikke ved, at de kan bruge fagbevægelsen til sådan noget her, og at de kan bruge en tillidsrepræsentant, hvis de har det dårligt, når de går på arbejde og skal høre på dumme kommentarer i kantinen, siger Tom Elnes Christensen.

Medlemmer skal bestemme fokus

Netværkets hovedfokus er på LGBT+ ligestilling, men det vil også se på, hvordan det hænger sammen med køn, etnicitet og andre kategorier.

Nogle kan have behov for hjælp til, hvordan de skal springe ud foran deres kollegaer, andre kan have brug for at vide, hvordan de arbejder for en mere ligestillet personalepolitik. Det kan også være et fokus at arbejde med inkluderende overenskomster. Diskrimination kan forekomme på mange forskellige måder, og det er ikke altid, at ledelse eller kollegaer er bevidste om det.

Det vil derfor være op til deltagerne i netværket, hvad der er vigtigt for dem at tage fat på.

Netværket skal skabes af deltagerne. Jeg har selvfølgelig nogle tanker om, hvad vi kan arbejde med, men det handler om at få en snak om, hvad der er vigtigt for deltagerne lige nu, siger Tom Elnes Christensen.

Vil du være med i netværket?

Første møde er den 16. marts fra klokken 16.30 til 19.30 hos 3F i Roskilde, hvor det vil være muligt at komme til en gratis prøvegang, inden du beslutter dig for, om du vil deltage.

Ansøgning og godkendelse skal ske i din egen fagforening, hvis dit forbund er tilsluttet FIU. HK er medlem af FIU.

OBS: Tilmelding til den gratis prøvegang sker til Tom Elnes Christensen på tom.christensen@3f.dk. Du har altså mulighed for at være ’anonym’ den første gang, hvis du har brug for det, inden du melder dig endeligt til netværket i din lokalafdeling.

Læs mere om netværket her

Hvem kan være med? 

Netværket er for tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter med LGBT+ baggrund eller andre fagligt aktive med LGBT+ baggrund, som er interesserede, og som et forbund støtter kan deltage. Med LGBT+ menes bl.a. lesbiske, bøsser, biseksuelle, transkønnede, interkønnede, genderqueers, ikke-binære og andre, der tilhører en minoritet i forhold til køn, kønsidentitet og seksuel orientering.

Personer, som kun delvist er åbne, eller som er ’questioning’ – det vil sige er i undersøgende proces omkring deres køn/kønsidentitet/seksuelle orientering – er også meget velkomne til at tilmelde sig netværket.

Netværket har et ønske om, at alle skal kunne føle sig trygge, og at ingen skal være bekymrede for at blive outet. Derfor starter netværket med at lave et sæt spilleregler for arbejdet.

Tillidsvalgte, som er aktivt engageret i fagligt LGBT+ ligestillingsarbejde, kan også søge om deltagelse, selvom de ikke er LGBT+’ere.

Der er 5 gratis pladser til unge under 31, som er medlem af et forbund tilknyttet FIU. De fordeles efter først til mølle-princippet.