Bestyrelsen i Overenskomstgruppe Grafisk. Foto: Carsten Bundgaard
Endelig!
Så kort kan stemningen på Overenskomstgruppe Grafisks første ordinære landsmøde opsummeres. Endelig kan medlemmerne i gruppen mødes ansigt til ansigt. Og endelig kan der komme gang i det faglige arbejde.
- Corona har kastet en skygge over hverdagen som sådan, men også over det faglige arbejde. Medlemmerne har nærmest ligget i dvale de sidste 18 måneder, hvor alt på arbejde og i fritiden er skubbet. Så nu skal vi op i gear igen, sagde Jens Søndergaard, formand for den grafiske gruppe, i sin beretning.
Omkring 80 medlemmer fra den grafiske branche deltog i landsmødet, som blev holdt 2. og 3. april på Hotel Nyborg Strand.
Gruppen blev stiftet på et digitalt møde i november 2020, mens corona rasede. Og selv om der ikke er nogen garanti for, at corona ikke vender tilbage igen, har bestyrelsen masser af planer for, hvad man skal sætte fokus på i den kommende tid.
Fokus på funktionærerne
Et vigtigt område er funktionærerne, som dels ikke er så godt organiserede som de timelønnede, og heller ikke så repræsenteret i det faglige arbejde.
- Det bliver en udfordring, for det er ikke let at organisere på funktionærområdet. Ofte arbejder funktionærer ikke så tæt sammen med andre funktionærer. Nogle er meget tæt på chefen, og derfor ser de måske ikke rigtigt værdien i at være i et fagligt fællesskab. Så det er ikke en nem opgave, men det skal ikke afholde os fra at gå i gang med det, sagde Jens Søndergaard.
Jens Søndergaard brugte da også en del krudt på at få forsamlingen til at vælge en funktionær, da der var valg til en ledig plads bestyrelsen. Missionen lykkedes, og Marie Overmark Revsbeck blev valgt for resten af den 4-årige valgsperiode.
Bestyrelsen vil også sætte fokus på uddannelse, både grunduddannelserne og efter- og videreuddannelse, i den kommende valgperiode. Og på de kolleger, som ikke har en fast løn og faste mødetider, nemlig freelancerne.
- Der er nemlig en tendens til, at grafikere bliver presset til at gå solo og få eget CVR-nummer. Og hvis det fortsætter, bliver det svært at opretholde nogle fornuftige løn- og ansættelsesvilkår, forklarede Jens Søndergaard.
Klar til OK23
Men den første og største opgave for bestyrelsen bliver dog overenskomstfornyelsen i begyndelsen af 2023.
- Vi skal i gang med at formulere nogle krav. Men desværre kommer det nok også til at stå i skyggen af krigen i Ukraine og de skadevirkninger den har på økonomien. Det skal dog ikke forhindre os i at få det bedst mulige resultat ud af forhandlinger, pointerede gruppeformanden.
- I vil naturligvis blive taget med på råd med hensyn til, hvilke krav der skal prioriteres. Og vi håber, at I vil byde ind, når kampagnen bliver skudt i gang, sluttede Jens Søndergaard sin beretning.
Bestyrelsen i Overenskomstgruppe Grafisk
Valgt på landsmødet:
Jens Søndergaard, SCHUR PACK DENMARK A/S, HK Sydjylland - formand
Niels W. Petersen, Jysk Fynske Medier, HK MidtVest
Hans Henrik Nielsen, ELOPAK DENMARK A/S, HK Østjylland
Rikke Søndergaard Vognsen, Rosendahls A/S, HK Sydjylland
Henrik Røn Pedersen, Erritsø Tryk Management A/S, HK Nordjylland
Rikke Winkler Nilsson, Fetch Grafik, HK imi Hovedstaden
Kyong Hee Blumensaadt, Eson Pac Danmark A/S, HK imi Hovedstaden
Camilla Koppel, freelancer, HK imi Hovedstaden
Marie Overmark Revsbeck, Skilte Centret A/S, HK MidtVest
Valgt i afdelingerne:
Erland Thrane Sørensen, FLENSTED MOBILER APS, HK Midt
Kim Buus Nielsen, Green Graphic ApS, HK MidtVest
Ib Winther Nielsen, Rosendahls A/S, HK Nordjylland
Carsten Haagensen, DANAPAK FLEXIBLES A/S, HK Sjælland
Claus Nørgaard Hansen, STIBO GRAPHIC A/S, HK Sydjylland
Morten Smaakjær Nielsen, Limo Labels A/S, HK Østjylland
Bjarne René Gade Hartmann, Aller Tryk A/S, HK imi Hovedstaden
Find kontaktoplysninger på bestyrelsen Obs! Bestyrelseslisten bliver opdateret.