Bag podcastserien står HK MidtVest.
- Vi ved, at mange, som er i gang med at uddanne sig, kan have spørgsmål til, hvordan de får mest ud af undervisningen. Vi vil gerne klæde dem på til at stå stærkere som studerende. Om de er i gang med et studie på deltid eller fuld tid, vil vi gerne hjælpe dem på vej, lyder det fra Inger Stranddorf, afdelingsformand for HK MidtVest.
- Vi ved, at et stigende antal danskere lytter til podcasts, også vores medlemmer, så derfor har vi valgt at lave en podcastserie, som alle kan tilgå, når der er lidt tid til overs, fortæller hun.
Mød Sanne og Hanne
Værterne i podcastserien ”Studieliv” er Sanne Kristensen og Hanne Lund-Nielsen.
Sanne er 26 år og ungdomskonsulent i HK MidtVest. Hun er kontaktperson til studerende og planlægger og gennemfører blandt andet oplæg, faglige aktiviteter og sociale events for og med elever og studerende, der er i gang med en uddannelse inden for et HK-fag.
Hanne er 53 år og karrierevejleder i HK MidtVest. Hun hjælper blandt andet medlemmer med at tage det næste skridt i deres arbejdsliv. Hun yder blandt andet personlig sparring på ansøgning og CV og forberedelse af jobsamtalen. Og hun giver inspiration til relevant efter- eller videreuddannelse herunder, hvordan udgifterne til efteruddannelse kan blive dækket.
Klogere på fem til syv minutter
Der er tale om short pods, hvor Sanne og Hanne på fem til syv minutter giver gode råd til, hvordan du optimerer din studieteknik. Indtil videre er der kommet tre afsnit, men flere er på vej.
I afsnittet ”Gab det er kedeligt” får du tips og tricks til, hvordan du holder motivationen oppe på dit studie. Du lærer blandt andet om indre og ydre motivation, og hvordan du kan bruge den til at finde arbejdsglæden.
I afsnittet ”Jeg lærer det aldrig” bliver du bevidst om, hvordan du lærer bedst og derved skaber optimale rammer for din læring. Du finder ud af, hvad der er din læringsstil, og hvordan du bruger den.
Og i afsnittet ”Hvordan ska’ jeg kunne huske det” bliver du klogere på, hvordan du styrker din læseteknik og træner din hukommelse. Du lærer blandt andet om Memo-teknik, flashcards og chunking.
Lyt til podcasts
Du finder ”Studieliv” via din podcast-tjeneste eller på hk.dk/podcastmv
På hk.dk/podcastmv kan du i øvrigt også lytte til podcastserien ”Ledig og hva’ så?”, hvor du blandt andet får gode råd til, hvordan du laver et målrettet CV, skriver ansøgningen, der får dig til jobsamtale, forbereder dig til jobsamtalen og blir’ en go’ netværker.