Bragt på A4 Overenskomst 5. maj 2022
Af Jens Søndergaard, formand for Den Grafiske Gruppe i HK
Jens Søndergaard, formand for Den Grafiske Gruppe i HK.
Fire måneders strejke mod skovbrugsgigant viste, hvilke alvorlige angreb den finske arbejdsmarkedsmodel er blevet udsat for. Tilsyneladende har det ikke interesseret dansk fagbevægelse, selvom vi måske kan komme i samme situation.
Den længste strejke i Finlands historie er slut. Skovbrugsgiganten UPM har indgået forlig med sine medarbejdere på papirmøllerne og dermed kommer der atter gang i produktionen af papir. Konflikten, der startede 1. januar 2022, har betydet papirmangel i Europa og i den grad også ramt danske trykkerier.
Danske medier har stort set ikke interesseret sig for strejken, og hvad der kan undre, så har dansk fagbevægelse heller ikke løftet et øjenbryn. Det burde vi måske begynde at gøre. Den ”finske model” bygger lige som den ”danske model” på overenskomstforhandlinger og kollektive aftaler, der forhandles mellem arbejder og arbejdsgiver. De aftaler, som parterne har indgået, kan i Finland almengøres til lov, og der er andre juridiske forskelle, men det ændrer ikke på, at vores systemer minder meget om hinandens.
Angreb på landsdækkende overenskomster
I marts 2021 meddelte arbejdsgiverne i teknologi- og skovbrugs/papirindustrien, at de ikke længere ønskede at indgå kollektive landsdækkende overenskomster med fagbevægelsen. Fremover vil de udelukkende lave virksomhedsbaserede aftaler. Af hensyn til konkurrenceevnen som de siger. Det har de bl.a. gjort ved at melde sig ud af eksisterende arbejdsgiverforeninger og danne nye organisationer, der i vedtægterne frigør sig fra alle hidtidige aftaler.
SAK (det finske FH) har advaret mod udviklingen, som, de mener, vil skabe et system med splittelse af arbejdergrupper og i værste fald et ræs mod bunden i forhold til løn- og arbejdsforhold.
Mange virksomheder har dog valgt at lave lokale aftaler, som lægger sig tæt op ad de gamle landsdækkende overenskomsters indhold, men hvilke konsekvenser det kan medføre i fremtiden, er konflikten mod UPM et godt eksempel på.
Ideologisk kamp mod fagbevægelsen
UPM er en international skovbrugskoncern med hovedsæde i Finland, fabrikker i 12 lande og en årlig omsætning på 9,8 milliarder euro. UPM-papirfabrikkerne har store overskud og klarer sig fint, og Jussi Pesonen, administrerende direktør for UPM, har da heller ikke lagt skjul på, at det for ham har været en ideologisk kamp. De mange millioner, han har sat til under strejken, var en ”investering i fremtiden”. En fremtid uden fagforeninger. Han ønskede opdelte overenskomster, hvor funktionærerne f.eks. blev nægtet basal ret til tillidsrepræsentant. Han krævede f.eks. arbejdstiden forøget, hvilket reelt ville betyde en lønnedgang på mellem 20 og 30 procent.
Det er nu blevet langt nemmere for finske arbejdsgivere at tryne deres ansatte lokalt
Strejken på UPM var en overenskomstmæssig strejke, der blev fuldt bakket op af det finske FH både hvad angår økonomi og moralsk støtte. Der har været sympatikonflikt fra bl.a. havnearbejdere, elektrikere m.m. Efter næsten fire lange måneder blev der så indgået et forlig den 22.april.
Papirarbejdernes fagforening fremhæver, at de fremtidige aftaler omfatter alle UPM’s medarbejdere også de funktionæransatte. Der vil være de samme lønreguleringer, som der er blevet indgået lokalaftaler om på tilsvarende virksomheder. Men arbejdstiden bliver hævet med en halv time om ugen. Det sker dog med fuld lønkompensation, fordi man går bort fra fast månedsløn og går over til timebetaling.
UPM fremhæver, at lønnen fremover skal gives efter incitament, og at der fremover skal være en øget fleksibilitet i skifteholds ordninger og brugen af arbejdstiden. Så selvom vores finske kolleger har vist et enestående sammenhold og udholdenhed, så har det ikke været nemt. Man har måtte gå på kompromis med de samme ting, som vi selv lider under. Nemlig at vi gradvist mister magten over arbejdstiden og dermed indflydelse på vores eget liv. Og at vi bliver splittet ud imod hinanden gennem individuelle lønforskelle af mere eller mindre saglig karakter.
Det er nu blevet langt nemmere for finske arbejdsgivere at tryne deres ansatte lokalt.
Hvorfor angår det os?
Store internationale koncerner prøver ofte at sno sig uden om den danske model. Lige fra Wolt til IBM. Vi ved, at jo lavere organisationsprocenten er, jo svagere er det grundlag, vi forhandler på. Måske er juraen forskellig, men det handler også om styrkeforhold og om vores legitimitet.
Hvis organisationsprocenten i fagbevægelsen bliver ved med at falde, kan vi måske komme i samme situation som i Finland. Derfor undrer det os, at ingen i dansk fagbevægelse tilsyneladende har interesseret sig for hvad der sker, eller fundet det relevant at oplyse om det i egne rækker. Begivenhederne i Finland burde indgå i debatten om, hvordan vi organiserer og aktiverer flere medlemmer.Det undrer os, at ingen i dansk fagbevægelse tilsyneladende har interesseret sig for hvad der sker, eller fundet det relevant at oplyse om det i egne rækker