- Folkemødet er et godt sted at være, hvis du vil tale politik til fordel for vores medlemmer. Du kommer i dialog med en lang række andre mennesker – politikere, meningsdannere, eksperter og de berørte selv – end dem, du møder til daglig i det midt- og vestjyske, fortæller Inger Stranddorf.
Lene Buhl (til venstre) og Inger Stranddorf (til højre) fra HK MidtVest deltager i Folkemødet på Bornholm for at sætte fokus på blandt andet de unge, HK’ernes rolle på fremtidens arbejdsmarked og digitalisering.
Hvad brænder de unge for?
Folkemødet på Bornholm finder i år sted i dagene fra torsdag den 16. til søndag den 19. juni. HK vil have slået et telt op på plads J60 på Kæmpestranden i Allinge, hvor der kommer til at foregå debatter og arrangementer, som alle interesserede er velkomne til.
- Ét af de emner, der optager mig meget, er, hvad de unge vil. Hvad brænder de for, og hvordan får vi dem med i fællesskabet? 80 procent af danskerne går faktisk ind for Den danske model, men mange er ikke medlemmer af en fagforening, lyder det fra Inger Stranddorf, der blandt andet ser frem til at besøge Folkemødets helt nye Børne- og Ungescene.
HK’erne er digitale eksperter
- Der er mange debatter om digitalisering på Folkemødet. Mit input er, at HK’erne om nogen er gearede til at være digitale eksperter. Vi ved, hvor skoen trykker, og kan råbe vagt i gevær, når uigennemtænkte løsninger bringer digi-projekterne ud af kurs. Derfor bør HK’erne inddrages i digitaliseringsprojekterne fra dag ét, siger Lene Buhl og fortsætter:
- Og i en tid med stigende mangel på arbejdskraft bør vi satse på en mere bevist opgaveglidning, så HK’erne tager sig af flere administrative opgaver - til gavn for læger, pædagoger, lærere, sosu’er og mange andre, der så får mere tid til deres kerneopgave.
Tag del i debatten
Inger Stranddorf og Lene Buhl håber, at rigtigt mange vil kigge forbi HK-teltet og tage del i debatten og komme med spørgsmål og kommentarer.
Det primære formål med Folkemødet er at styrke demokratiet og dialogen i Danmark ved at skabe en ramme om møder mellem beslutningstagerne i erhvervslivet, interesseorganisationer og politikere fra Folketinget, EU, kommuner og regioner. Og ved at give borgerne mulighed for at møde beslutningstagerne ansigt til ansigt.
Se mere om HK’s deltagelse på Folkemødet