Kreativ tænkning

Trine Dueholm og Trine Frøslev virksomheden TrinTrin. Foto: Lisbeth Holten

Det er ikke kun de svært uheldige, der sjældent og uforvarende kommer til at deltage i et usædvanligt kedeligt møde. Det er os alle sammen, der tit går ind til møder, som suger energien ud af os.

Det er i hvert fald pointen fra Trine Dueholm og Trine Frøslev. De udgør tilsammen TrinTrin og arbejder med at gøre møder til en helt anden oplevelse, end de fleste af os kender.

Guide

7 trin: Sådan bliver du mere kreativ

1. Oplev noget nyt
Hvis du bare gør, som du plejer, sker der også bare det, der plejer at ske. Det er banalt, men det handler om for eksempel at sætte sig et andet sted, end du plejer, når I holder møde. Sæt dig på den anden side af bordet eller ved siden af nogle andre kolleger end dem, du plejer.
 
2. Bryd vanen
Rigtig mange vaner er gode, og dem skal du holde fast i. Som HK'er er du god til rammer og at vedligeholde dem. Du er limen i virksomheden og holder sammen på vigtige og velfungerende strukturer. Alt dét skal ikke smides over bord. Men husk også at indføre nye vaner, der skubber de dårlige vaner til side. Er du energiforladt til frokost, så sæt dig et nyt sted, tal med andre, end du plejer, eller gå en tur.
 
3. Tag beslutningen
Det allervigtigste for at være kreativ er at tage beslutningen: Det vil jeg være! Kreativ er ikke noget, man er, det er noget, man gør. Det er en bevidst handling. Derfor handler det om bare at kaste sig ud i det, så man kan se, at det slet ikke er så farligt at være kreativ.
 
4.Øv dig
Kreativ er ikke et medfødt talent. Det handler om at øve sig. Når vi skal være kreative, skal vi øve os i at tænke anderledes og se tingene på nye måder og fra andre vinkler. 
 
5. Gør det sammen
Det er rigtig godt at være kreativ sammen med andre. For alle kreative idéer bygger ovenpå andre idéer. Vi inspirerer hinanden hele tiden. Det kræver mangfoldighed og forskellighed at sætte tanker i gang. Derfor er det godt, når en fra bogholderi sidder ved siden af en fra marketing til mødet.
 
6. Gem dine idéer
Anskaf dig en notesbog og en pen, så du kan gemme dine idéer. Hjernen lagrer bedre information, når den har bearbejdet den kropsligt ved fysisk at skrive den ned. Ofte opstår vores idéer, når vi ikke kan handle på dem - når vi går en tur eller står i brusebadet.  Ved at lave et katalog over dine idéer, kan du huske dem, til du kan handle på dem.
 
7. Tro på dig selv
Sluk for selvkritikken og acceptér, at du laver fejl. Det, man vander, vokser. Øv dig i at slukke for selvkritikken ved at prøve ting af, som du ikke ved, om virker. Luk flere eksperimenter ind i dit liv. Det er gennem eksperimenter, at vi opfinder ting og får ny viden. Nogle gange skal ting prøves af på mange forskellige måder, før det virker. Bare prøv det af.
 
Kilde: TrinTrin 
Vis mere

- Vi kender alle de dræbende møder, hvor vi er helt forladt for energi bagefter, hvor vi ikke rigtig har besluttet noget, og hvor det altid er de samme, der siger noget, fordi de er hurtigere på aftrækkeren end dem, der har brug for at tænke lidt mere. Det er den slags møder, vi gerne vil gøre op med, lyder det fra Trine Dueholm, der sammen med Trine Frøslev arbejder med kreativitet i virksomheder.

De to står bag en række workshops til HK Privats fagfestival i efteråret, hvor de udfordrer nutidens måde at afvikle møder på.

- Vi går til møder hver onsdag med nogenlunde samme dagsorden og sætter os de samme steder ved siden af de samme kolleger. Det betyder, at vi også tænker på samme måde som sidst og ikke får nye idéer eller kompetencer sat i spil. Hvis vi skal få alles hjerner, viden og kompetencer i spil til vores møder, kræver det, at vi tænker møderne på en ny måde, siger Trine Frøslev.

Stilhed er også vigtigt

Et kreativt møde er, hvor man for eksempel også leger lidt. Det kan være gennem små øvelser, hvor der skal tegnes eller genereres idéer. Men det kan også være møder, hvor der gøres plads til det modsatte, nemlig stilheden.

-Tomme hjerner buldrer mest. Det er i stilheden, at idéerne ofte kommer. Derfor skal der også være plads til tænkepauser på møder. Men det handler også meget om at få lidt leg med ind på møderne. Når vi leger, er alt tilladt, for leg er at eksperimentere. Når vi eksperimenterer, er der plads til at fejle, men også til at bygge noget op i fællesskab, siger Trine Dueholm.

Og hvad skal det så gøre godt for at skrive kruseduller på et stykke papir eller have to minutters stilhed?

- Det er godt for den mentale sundhed og arbejdsglæden og dermed for produktiviteten i arbejdet, men det styrker også kommunikationen og idéudviklingen i det daglige, ligesom det at turde lege lidt mere giver større mod til for eksempel helt konkret at byde mere ind på møder, forsikrer hun.

 

Gratis kurser i kreativ tænkning

Kompetencer til Kaffen: Kreativ tænkning

Online, 9. september kl. 9-9.30
Læs mere og tilmeld dig

HK Privat Fagfestival 2022

Fredericia, 8. oktober kl. 10-17
Læs mere og tilmeld dig

 
På vores hjemmeside finder du blandt andet læringsmateriale til hver kompetence: 
bit.ly/fremtidenskompetencer (Linket er udløbet pr 16/9 2022)



 

Fremtidens vigtigste kompetencer

Over den kommende tid sætter vi fokus på hver af de 8 kompetencer, som HK Privat mener, er de vigtigste for dig at besidde på fremtidens arbejdsmarked. Det gør vi både med artikler og med kursustilbud inden for hver kompetence:
  • Service-mindset
  • Kritisk tænkning
  • Forretningsforståelse
  • Kommunikation & relationer
  • Kreativ tænkning
  • Praktisk problemløsning
  • Teknologiforståelse
  • Forståelse for projektarbejde

 

Læs mere om de 8 kompetencer