Næstformand i HK Kommunal, Pia Lund Jeppesen. Arkivbillede: Tom Ingvardsen
- Beskæftigelsesindsatsen trænger bestemt til at blive nytænkt, men hovedudfordringen ligger i den rigide og meget detaljerede lovgivning, Venstre og andre partier på Christiansborg selv har været med til at sætte i søen.
Sådan siger HK Kommunals næstformand, Pia Lund Jeppesen, der netop har deltaget i DR’s P1 Debatten, hvor Venstres udspil til en ny beskæftigelsespolitik var omdrejningspunktet.
Venstre vil blandt andet spare tre milliarder kroner årligt på at nedlægge jobcentrene; lade ledige vælge, om de vil hjælpes af det offentlige eller det private; stille færre krav til forsikrede ledige samt sænke dagpenge og offentlige ydelser.
Foruden HK Kommunals næstformand deltog blandt andre Hans Andersen, beskæftigelsesordfører (V), Pernille Vermund, formand (NB) og Anders Winnerskjold, Rådmand Aarhus kommune (S).
Retssikkerhed og faglighed
Færre rigide Christiansborg-regler og større tillid til både borgere og ansatte i de kommunale jobcentre kan ifølge Pia Lund Jeppesen sikre den nødvendige nytænkning af jobindsatsen.
- Borgerne skal mødes med tillid og værdighed, og det sker bedst i kommunalt eller offentligt regi, hvor der er styr på retssikkerhed, faglighed og en helhedsorienteret tilgang til borgerne. En delvis privatisering af beskæftigelsesindsatsen, som Venstre foreslår, vil både være dyr og dårligere for blandt andre udsatte borgere, siger Pia Lund Jeppesen i debatten.
Fejlslagne privatiseringer
Privatiseringer har i stor udstrækning været fiaskoer og er langt fra løsningen på udfordringerne, mener HK Kommunals næstformand.
- Jeg er mildest talt bekymret over konsekvenserne for ledige, kontanthjælpsmodtagere og sygemeldte, hvis Venstre får magt, som de har agt. Det er langt fra alle borgere, der har resurserne til selv at finde løsningerne på deres udfordringer. Og jeg frygter, at beskæftigelsesindsatsen vil blive alt for fragmenteret og uden mål eller sammenhæng, hvis vi overlader indsatsen til en masse små private jobfirmaer, siger Pia Lund Jeppesen.
Jobcentrene er ifølge Pia Lund Jeppesen betydeligt bedre end deres rygte til at skabe resultater.
- Lad os nu få frigjort beskæftigelsesindsatsen fra en masse unødige regler, så de ansatte på jobcentrene kan bruge deres faglighed til at møde borgerne med tillid og værdighed, lyder det fra HK Kommunals næstformand.