tre personer, hvor 2 kigger på en mobil og griner

TR-fonden går ind i 2023 som version 2.0 og lancerer nye tilbud om aktiviteter, der kan hjælpe tillidsrepræsentanterne med at motivere kollegerne til udvikling. Modelfoto: Nils Lund Pedersen

Siden TR-fonden blev aftalt ved OK18, har HK Stat udbudt en lang række webinarer og kurser for tillidsrepræsentanter med det formål at inspirere kolleger til at tage efteruddannelse. Det vil fortsætte i 2023, men i fornyet en form, hvor aktiviteterne rykker tættere på dig og din arbejdsplads.


Et af TR-fondens nye tilbud er et akademimodul i kommunikation specielt tilrettelagt for TR'er i HK Stat. Fra venstre: Underviser Louise Lindhagen, chefkonsulent Else Kähler, Zealand, og udviklingskonsulent Marlene Holm, HK Stat.   

- Med TR-fonden 2.0 vil vi hurtigst muligt nå ud til flest mulige tillidsrepræsentanter med inspiration til, hvordan du hjælper dine kolleger til at komme i gang med at tale om kompetenceudvikling og det at tage styring i eget arbejdsliv og karriere, fortæller Marlene Holm, som er udviklingskonsulent i HK Stat og projektleder for TR-fonden.

Nytænkte aktiviteter betyder på ingen måde, at man som tillidsrepræsentant bliver udsat for større forventninger eller pålagt flere opgaver end hidtil, forsikrer hun.  

- Det er vigtigt at slå fast, at tillidsrepræsentanten ikke har en tung rådgiverrolle omkring uddannelsesveje, men udelukkende hjælper det enkelte medlem med afklaring af behov ved at pege på, hvilke værktøjer HK Stat har på hylderne til formålet, siger Marlene Holm.

Blandt fondens aktiviteter vil være kurser og foredrag, hvor undervisere og oplægsholdere kommer ud i landet til afdelinger eller landsklubnetværk efter et "bag selv"-koncept, som mikses og målrettes i samarbejde med den lokale vært. Emner kan fx være Karrieretelefonen, 'Nudging og adfærdsdesign' eller 'Kend og brug aftalerne på kompetenceområdet'.

Der vil også være workshops, hvor du og andre tillidsrepræsentanter kan teste de værktøjer, HK Stat allerede har, for at få overblik over, hvordan du som TR kan hjælpe dine kolleger med at afklare, hvad de kan, hvad de har lyst til, hvordan det kan lykkes.

Endelig søsætter TR-fonden en ny, landsdækkende TR-uddannelse i kommunikation specielt for dig, som er TR i HK Stat. Forløbet er udviklet i samarbejde med Sjællands Erhvervsakademi Zealand. Det 10-dages forløb er på akademiniveau og afvikles i første omgang i foråret 2023 i Roskilde. Hvis der er tilslutning til det, gentages det i efteråret to forskellige steder i landet. Tilbuddet gælder alle TR'er i HK Stat.     

LÆS OGSÅSkærp din kommunikation som TR med ny, unik uddannelse

Aktiviteterne er allerede ved at blive introduceret for tillidsrepræsentanter i flere områder, og udrulningen fortsætter i de øvrige.

Hold øje med dit nyhedsbrev, hvornår det sker i din afdeling!